Rådgiver: Video EP-valg kan blive en veldistribueret fiasko

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Det er sjældent set, at Folketinget kan blive kritiseret for at komme med budskaber omkring sex og vold.

Men det kan være situationen med den animerede valgfilm, som Folketinget har fået lavet frem mod Europa-parlamentsvalget, lyder vurderingen hos kommunikationsrådgiver Henrik Byager.

- Filmen har affødt en debat om kampagnen, og om man fra Folketinget kan tillade sig det. Det er rimelig epokegørende, at Folketinget i forbindelse med en film bliver anklaget for at udbrede sexistiske og voldelige budskaber, siger han.

- Det er vel danmarkshistorie, at vi står i sådan en situation, påpeger Henrik Byager.

Filmen fra Folketinget har den fiktive person "Voteman" i hovedrollen. Han har sex med flere kvindefigurer og uddeler tæsk til de unge vælgere, der ikke stemmer ved Europa-parlamentsvalget.

- Jeg har en fornemmelse af, at det er en debat om kampagnen og en debat blandt de voksne om, hvad de unge vil. Der tror jeg, at man har oversolgt en idé, som ikke har nogen gennemslagskraft blandt de unge, vurderer Henrik Byager, der selv har en baggrund som journalist.

Et døgns tid efter, at valgfilmen er lagt op på Folketingets YouTube-side, har videoen fået knap 200.000 unikke visninger.

Kommunikationsrådgiveren påpeger, at det er for tidligt at sige, om filmen vil få flere unge mennesker til at stemme, som ellers er hensigten med videoen.

- Jeg tror dog, at vi har en sjælden og veldistribueret fiasko foran os, siger Henrik Byager.

- Det er rigtig, at udbredelsen er enorm, og at den får megen opmærksomhed. Men fokus lander et helt andet sted. Den diskussion, der kommer i kølvandet på filmen, er, om Folketinget overhovedet kan lægge navn til den, fortsætter han.

Til spørgsmålet om, hvorfor Folketinget har lavet en video med indhold af sex og vold, vurderer Henrik Byager, at det har været en blanding af afmagt og desperation for at få unge vælgere til at interessere sig for valget.

/ritzau/