Prinsesse Isabella fylder 18 år: Løfter sløret for helt særlig fejring

Marcus Dam

17 timer siden

|

11/03/2025
Nyheder
Foto: Steen Evald/Kongehuset ©
Fredag den 11. april markerer en særlig dag for Kongehuset, når Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella fylder 18 år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fejringen bliver ikke kun en privat begivenhed.

Aarhus danner rammen om en festlig markering, hvor byens borgere får mulighed for at tage del i fejringen.


Offentlig fejring i Aarhus

Ifølge Aarhus Kommune vil prinsessens fødselsdagsfejring foregå på Aarhus Rådhus, hvor byens borgmester, Anders Winnerskjold, står klar til at tage imod.

Prinsessen ankommer kl. 14.00, hvor hun sammen med andre medlemmer af kongefamilien vil spadsere fra Frederiks Allé til rådhuset.

Her vil de fremmødte borgere få mulighed for at hylde hende, og måske vil der endda blive sunget fødselsdagssang.

Aarhus Kommune har planlagt en særlig ungdomsmarkering i anledning af prinsessens runde fødselsdag.

Arrangementet byder blandt andet på et modeshow og en talk om bæredygtig mode arrangeret af VIA Design & Business.

Desuden vil studerende fra Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) optræde med en danseperformance, mens SPOT Festival præsenterer unge musikalske talenter fra den aarhusianske popscene.

Fødselsdagskagerne til begivenheden bliver leveret af konditor- og bagerstuderende fra Aarhus Tech.


50 unge får en særlig oplevelse

Som en del af fejringen har Aarhus Kommune besluttet at give 50 unge i alderen 17-19 år mulighed for at deltage i fødselsdagsarrangementet.

De udvælges ved lodtrækning og får mulighed for at tage en ven med.

Derudover vil yderligere 100 unge fra lokale foreninger, uddannelsesinstitutioner og organisationer også være blandt de inviterede gæster.

Borgmester Anders Winnerskjold ser frem til den royale begivenhed og glæder sig over, at Aarhus er blevet valgt som ramme for fejringen:

"Det er en stor glæde, at Prinsessen og den kongelige familie har valgt at besøge netop Aarhus i forbindelse med Prinsessens 18-års fødselsdag. Jeg håber, at rigtig mange aarhusianere og byens gæster vil benytte sig af muligheden for at fejre Prinsessen, når hun ankommer til vores smukke rådhus," udtaler han til Kommunens hjemmeside.

Arrangementet slutter kl. 16.00, hvor Prinsesse Isabella forlader rådhuset sammen med sin familie.

Fejringen i Aarhus bliver en unik mulighed for både unge og borgere i byen til at tage del i en historisk begivenhed, hvor Danmarks kommende generation af kongelige træder ind i de voksnes rækker.