Ingen af præsidentkandidaterne i Afghanistan fik tilstrækkelig med stemmer ved lørdagens præsidentvalg i landet til at indtage posten.
Derfor skal Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani dyste om magten ved en kommende ny valgrunde, fordi de var de to mest populære kandidater.
Abdullah fik ifølge de foreløbige optællinger 44,9 procent af stemmerne, mens Ghani tegner sig for 31,5 procent af de afghanske vælgere.
Abdullah Abdullah er tidligere udenrigsminister i landet og har haft en klar føring forud for valget. Antropologen og eksfinansministeren Ashraf Ghani har dog givet ham kamp til stregen, og det giver en duel mellem de to.
For at en kandidat kan vinde præsidentvalget i første runde, skal vedkommende have mindst 50 procent af stemmerne.
Præsidentvalgets anden runde bliver afholdt den 7. juni.
De vestlige lande følger valget nøje, da præsidentvalget i 2009 blev stærkt præget af vold og valgsvindel.
De 28 Nato-lande vil fra årsskiftet 2014-15 lukke ned for den hidtidige kampmission, men fortsætte med at støtte det afghanske styre med træning og rådgivning.
/ritzau/Reuters