Egentlig så hun helst, at Danmark meldte sig helt ud af EU-samarbejdet, men indtil det sker, dedikerer 29-årige Rina Ronja Kari sig til kampen for at "afbøde nogle af unionens konsekvenser".
Som afløser for Søren Søndergaard har hun siden februar haft sin gang i EU-Parlamentet i Bruxelles, og søndag blev hun valgt som spidskandidat til parlamentsvalget for Folkebevægelsen mod EU.
- Jeg har kun haft ganske kort tid i parlamentet, og der er stadig meget, der skal gøres. Jeg vil være en prop mod den konstante magtoverdragelse, der finder sted fra Danmark til EU, lyder Rina Ronja Karis beskrivelse af den politiske mission.
Kampen mod EU indledte hun allerede som 15-årig, da hun meldte sig ind i Folkebevægelsens Ungdom. Siden har hun været medlem af landsledelsen, talsperson og kandidat ved de seneste to parlamentsvalg i 2004 og 2009.
Som mange andre fra Folkebevægelsen er Rina Ronja Kari også medlem af Enhedslisten, som hun efter eget udsagn har et godt samarbejde med.
Folkebevægelsen og Enhedslisten har også slået pjalterne i kampen om at få danskerne til at stemme nej til den fælles europæiske patentdomstol.
Stod det alene til den 29-årige bachelor i matematik og virksomhedsstudier, var Danmark ikke længere medlem af EU.
Sådan har parolen også lydt fra alle hendes forgængere, uden at det har rykket danskerne tættere på en udmeldelse af EU. Men Rina Ronja Kari mener ikke, at det er helt urealistisk, at danskerne inden for en overskuelig fremtid får muligheden for at melde sig ud af unionen.
Indtil da er missionen dog ikke at bekrige EU indefra. Så længe danskerne stadig er EU-borgere gælder det ifølge den grønne parlamentariker om at forbedre EU.
I sin korte tid i parlamentet har hun fokuseret kræfterne på at standse social dumping og velfærdsforringelser og samtidig gøre EU mere gennemsigtigt for borgerne, indtil Danmark en dag "slipper ud af EU".
Selvom Rina Ronja Kari debuterede som spidskandidat og har måttet kæmpe hårdt for at slå sit navn fast blandt mere kendte modkandidater, så blev målet opnået ved valget. Folkebevægelsen fik et mandat, og Rina Ronja Kari fik 63.673 personlige stemmer, hvilket er i top 10 over de største stemmeslugere.
Rina Ronja Kari er mor til en pige på tre et halvt år, og hendes mand er ph.d.-studerende.
/ritzau/