PORTRÆT: Klubmanden blev ofret i FCK

admin

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

Carsten V. Jensen og FC København har hængt sammen siden 1993. Først som spiller og siden som både assistenttræner, sportsdirektør og endda cheftræner i foråret 2012 efter fyringen af Roland Nilsson.

Mandag 28. april 2014 stoppede samarbejdet, da FC København meddelte, at Carsten V. Jensen var fyret som sportsdirektør og dermed færdig i klubben.

Direktør Anders Hørsholt mente ikke, at Carsten V. Jensen kunne være en del af den sportslige oprejsning, som FCK efter en skuffende sæson står foran.

Noget af et nederlag for Carsten V. Jensen, der siden 2006 har været sportsdirektør i klubben, og som har været med til at skabe mange flotte resultater med københavnerne.

Det er med Carsten V. Jensen i kulissen, at FCK tidligere har fejret store triumfer i for eksempel Champions League.

Nu er det slut. Søndagens 0-1-nederlag ude til FC Nordsjælland blev det sidste med "CV" som sportsdirektør.

- Vi må bygge videre. Vi vil være ambitiøse i det kommende transfervindue, sagde Carsten V. Jensen efter nederlaget.

"Vi" indeholder ikke længere Carsten V. Jensen. Han har været en ægte ledertype i FCK i årenes løb, og omgangstonen med medierne er også blevet bedre med tiden.

Sådan var det også efter søndagens kamp. Han pakkede ikke skuffelsen ind. Nederlaget var skidt, og målet om Champions League i næste sæson var langt væk, konstaterede han uden at tøve.

Carsten V. Jensen stillede altid op i medierne. I medgang, i modgang. Nu kan han iagttage FCK fra sidelinjen.

Som spiller var Carsten V. Jensen med til at vinde to danske mesterskaber med Brøndby i 1990 og 1991, men han blev meget skuffet, da han af Brøndby-træner Morten Olsen ikke fik lov at spille semifinalen i Uefa Cuppen mod AS Roma i 1991.

I 1993 og fem år frem var han stamspiller i FCK og med til at forsøge at opbygge fusionsklubben, som dog skuffede resultatmæssigt i mange sæsoner i træk.

Som det sportslige højdepunkt i FCK var han med til at vinde pokaltitlen i 1995 med en 5-0-sejr over AB. Ganske symbolsk for sin engagerede indsats på fodboldbanen blev han kåret til årets pokalfighter ved den lejlighed.

Carsten V. Jensen blev ansat som assistenttræner i FCK fra 2000 til 2005 og havde trænerveteraner som Roy Hodgson og Hans Backe som sine læremestre. I 2006 blev han forfremmet til sportsdirektør i stedet for Niels-Christian Holmstrøm.

Det var også i 2006, at Ståle Solbakken blev ansat som træner, og det var sammen med ham, at Carsten V. Jensen fik opbygget et af de mest slagkraftige mandskaber i nyere tid med succes i Champions League.

Ironisk nok er det netop Solbakken, som Carsten V. Jensen fik hentet tilbage som FCK-træner undervejs i denne sæson, der midlertidigt overtager hele det sportslige ansvar i FCK.

/ritzau/