PORTRÆT: Bornholmsk verdensmand drager til Bruxelles

admin

10 år siden

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selv om man er fra solskinsøen i Østersøen, kan man godt have blikket rettet mod det store udland.

Den globale politik har således været varemærket for 40-årige Jeppe Kofod, der siden 1998 har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne. Og som nu også har stået i spidsen for at lede Socialdemokraterne til succes ved EU-parlamentsvalget.

- Min tro på det europæiske samarbejde blev styrket af at vokse op på Bornholm, der lå på grænsen af det jerntæppe, der delte Europa. Jeg engagerende mig i at støtte frihedskampen for mennesker i øst og oplevede senere, hvordan vi med EU's store udvidelse i 2004 lagde den kolde krig bag os, har Kofod udtalt.

Som 27-årig blev han i 2001 sit partis udenrigsordfører og næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn. Den position holdt han fast i frem til 2008, hvor det fremadstormende politiske talent blev centrum i en regulær politisk skandale.

I forbindelse med et påskekursus for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor Kofod holdt oplæg, endte folketingsmedlemmet til en en efterfølgende fest med at have "et moralsk upassende forhold" til en 15-årig pige.

Sagen blev bragt frem af Jeppe Kofod selv, som undskyldte og påtog sig det fulde ansvar og sygemeldte sig fra Folketinget.

- Det er rigtigt af ham nu nøje at overveje sin politiske fremtid, sagde daværende gruppeformand Carsten Hansen til BT efter episoden.

Men Kofod skulle snart være tilbage i dansk politik, og fem måneder senere var han igen udenrigsordfører.

Skandalen har dog også betydet, at han aldrig rigtig har været i spil til en ministerpost. Efter regeringsskiftet i 2011 blev Jeppe Kofod formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

Folketingsvalget viste, at han fortsat er værdsat på barndomsøen, da en femtedel af de stemmeberettigede bornholmere satte kryds ved ham.

Dermed var han for tredje folketingsvalg i træk den politiker, der havde det største, relative stemmetal, selvom det var faldet lidt siden kanonvalget i 2008.

Gennem de seneste ugers valgkamp har han forsøgt at veksle begejstringen fra Bornholm til S-stemmer fra hele landet ved at gøre sig til garant for et retfærdigt Europa, der har fokus på flere grønne arbejdspladser, en stærkere indsats mod løndumping og en stærkere indsats mod skattesnyd.

Det var dog stadig på Bornholm, at spidskandidaten hentede en del af sine i alt 170.739 stemmer. I alt 31,1 procent af alle afgivne stemmer på solskinsøen - svarende til 5114 personlige stemmer - gik til Kofod.

/ritzau/