Plantedrikke som havre-, mandel- og sojadrik vinder hastigt frem i de danske hjem og markedsføres som et bæredygtigt alternativ til komælk.
Men et nyt studie fra Københavns Universitet kaster kritisk lys over drikkenes ernæringsmæssige kvalitet og de potentielle bivirkninger ved deres forarbejdning.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse
Forskerne har sammenlignet 10 forskellige plantedrikke med komælk og konkluderer, at de plantebaserede alternativer halter markant efter, når det gælder proteinindhold og essentielle aminosyrer.
Professor Marianne Nissen Lund fra Institut for Fødevarevidenskab udtaler:
"Der er helt klart et behov for, at vi skal spise mere plantebaseret. Men hvis man vil have noget ordentlig næring og tror, at plantedrikke her kan erstatte komælk, tager man altså fejl."
Forbrugere får disse råd
Undersøgelsen peger på, at den omfattende forarbejdning af plantedrikke er en væsentlig årsag til deres lavere næringsværdi.
UHT-behandlingen, som forlænger holdbarheden, udløser kemiske reaktioner, der reducerer proteinets kvalitet og essentielle aminosyrer.
Samtidig har forskerne fundet spor af stoffer som akrylamid, som i større mængder kan være sundhedsskadeligt.
Selvom niveauerne er lave og ikke udgør en umiddelbar risiko, peger studiet på behovet for yderligere undersøgelser.
Plantedrikkenes popularitet skyldes blandt andet deres lavere klimaaftryk sammenlignet med komælk. Men Marianne Nissen Lund advarer mod at lade sig narre af bæredygtighedsbudskabet alene:
"Den grønne omstilling på fødevareområdet skulle helst ikke blive kendetegnet ved, at vi tager nogle planteingredienser, ultraforarbejder dem og så tror, at vi får noget sundt ud af det."
Forskerne opfordrer producenterne til at fokusere på mindre forarbejdning og at overveje alternativer til UHT-behandling.
Forbrugerne rådes til at prioritere mindre forarbejdede produkter og sikre en varieret kost for at opnå tilstrækkelig ernæring, hvis plantebaserede drikke er en del af deres madvaner.