Populær platform advarer danskerne om hackerangreb: Tjek din bankkonto

Mathias Madsen

28 uger siden

|

02/06/2024
Et hackerangreb mod Ticketmaster får nu platformen til at opfordre danskerne til at tjekke, om der er blevet trukket penge fra deres betalingskort.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi lever desværre i tider, hvor IT-kriminalitet bliver mere og mere udbredt.

Ofte hører man i medierne om særligt ældre mennesker, der har fået franarret deres pin-kode, MitID og lignende, eller om personer, som er blevet snydt på handelsplatforme som DBA og Facebook Marketplace.

Nu sidder du måske og tænker, at sådan noget ville du aldrig falde for, men det er desværre ikke ensbetydende med, at du ikke kan blive offer for IT-kriminalitet.

De fleste mennesker har nemlig delt personlige oplysninger, såsom betalingsoplysninger, med massevis af hjemmesider i forbindelse med køb af diverse ting, og hvis sådan en side bliver ramt af et hackerangreb, kan det gå ud over forbrugeren.

Netop det advarer den populært benyttede platform Ticketmaster nu ifølge TV2 om.

Platformen har nemlig for nyligt været udsat for et hackerangreb, og brugere af platformen opfordres derfor til at skifte deres kodeord hurtigst muligt.

Sådan lyder det ifølge Ritzau fra Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed på Aalborg Universitet.

Ikke nok med det, så bør brugere af platformen også holde øje med, om der er blevet eller bliver trukket penge fra det betalingskort, som man eventuelt har brugt til en handel på platformen.

Ticketmaster Danmark, som tidligere hed Billetnet A/S, er en dansk billetformidler, men selskabet er ejet af det internationale Tickermaster, som er ejet af Live Nation Entertainment.

Ticketmaster er én af verdens største billetformidlere, og én af danskernes foretrukne platforme, når det kommer til køb af billetter til events såsom koncerter, foredrag og stand-up.

Virksomheden sælger mere end 500 millioner billetter hvert eneste år verden over.

Tickermaster Danmark har hovedsæde på Frederiksberg. Du kan læse mere om virksomheden ved at trykke her.