Selvom den tidligere folketingspolitiker Jesper Langballe (DF) med sin skarpe tone i især flygtninge- og indvandrerpolitikken havde mange politiske modstandere, flyder de sociale medier lørdag aften over med rosende mindeord for den afdøde politiker.
- Han var en vild stridsmand og et stærkt holdningsmenneske! Vi var bestemt ikke enige om alt - men vidende var han - og et humoristisk og oprørsk menneske, når staten bevægede sig for tæt på, skriver Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på Facebook.
Transportminister Magnus Heunicke (S) fremhæver også Langballes kulørte personlighed.
- Enige var vi sjældent - men på det menneskelige plan lærte jeg at sætte pris på Jesper Langballes lyse sind og festlige debatlyst, skriver Heunicke på Facebook.
Tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (S) holder sig heller ikke tilbage med rosende ord:
- Jesper Langballe og jeg var bestemt ikke altid enige. Men han var en begavet, skarp og vittig mand. Aldrig kedelig, altid rap i replikken, han var en ener, skriver den forhenværende SF'er på Facebook.
Også Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, fremhæver den afdødes personlighed.
- Det gør mig ondt. Vi var uenige om det meste. Men Jesper var en god og sjov kollega. Hvil i fred, skriver han på Twitter.
Nogenlunde samme udmelding kommer fra den tidligere miljøminister Ida Auken (R):
- Vi havde sådan cirka nul politiske holdninger til fælles, men kommer nu alligevel til at savne Jesper Langballe. Hvil i fred, skriver hun på Facebook.
Blandt partifællerne i Dansk Folkeparti beskrives Langballe som en festlig og vidende mand.
For EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt (DF) var han en inspirationskilde og nær ven:
- Jeg er selvfølgelig trist over, at en god kammerat er gået bort. Men jeg glæder mig også over det utroligt store fingeraftryk, han formåede at sætte igennem sit lange virke.
- Det er svært at se, hvem der skal fylde hatten ud efter ham, siger Messerschmidt til Ritzau.
De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, skriver "hvil i fred" til sin afdøde politiske modstander.
- Det var altid muntert, de gange du bankede på hos mig - i den tro, at du ville finde Messerschmidt, skriver Farooq på Twitter.
Dansk Folkepartis nuværende udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, skriver også i et mindeord, at han vil savne Langballe.
- Han var i en klasse for sig selv, og det har mange af hans politiske modstandere måttet erfare. Han er en af dem, der i høj grad har påvirket mig som politiker. Det er jeg taknemmelig for, skriver Martin Henriksen.
Partiets tidligere formand og nuværende værdiordfører, Pia Kjærsgaard, fortæller til tv2.dk, at Langballe var til fest og ballade til det sidste.
- Han var glad for at sidde og hygge sig med en god whisky over en snak, og han kunne udbrede sin viden, og han var god at debattere med. Vi kunne alle lide ham, og alle havde en svaghed for Jesper Langballe, siger hun.
I Venstre, som havde regeringsmagten i Jesper Langballes 10 år i Folketinget, takker tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen for et godt samarbejde:
- Han er et stort savn. Jeg har sat umådelig stor pris på hans arbejde. Han har rejst nogle meget vigtige debatter og haft en energi og en udstråling, som det var en fornøjelse at overvære.
- Han lod sig ikke presse ud af debatterne, han tog kampen, og det er beundringsværdigt, siger han til Ritzau.
/ritzau/