Det seneste skud på den forgrenede rocker-bandestamme i Danmark, hollandske Satudarah MC, synes nu at være en etableret realitet i Storkøbenhavn, skriver Politiken.
Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, der efterforsker rocker- og bandemedlemmer i Danmark, har indtil nu registret 40 fuldgyldige medlemmer af gruppen, oplyser lederen af NEC, politiinspektør Michael Ask.
- Men tallet vil formentlig stige i takt med, at politiet rent faktisk konstaterer flere som egentlige medlemmer. Typisk når vi træffer dem med vest eller i forbindelse med fester og lignende, siger han til Politiken.
Gruppen, der opfatter sig selv som en motorcykelklub, kommer fra Holland og har i løbet af sidste år slået sig ned i et hus på Laurentsvej i Bagsværd ved København.
Huset har tidligere været benyttet af indvandrerbanden Værebros Hårde Kerne, VHK, som Satudarah mere eller mindre er smeltet sammen med.
- Vi kan se, at det primært er Værebros folk, som er med eller på vej ind i Satudarah, og så er der nogle få fra andre grupperinger, siger Michael Ask.
Det var ventet, at den hollandske gruppes indtog ville provokere de to øvrige rockergrupperinger, Bandidos og Hells Angels, til handling. De to klubber har hidtil delt landet imellem sig, men har ikke reageret på de nye spillere.
- Vi har ikke nogen konfliktscenarier i forhold til Satudarah på nuværende tidspunkt, siger politikommissæren.
/ritzau/