Politiet har anholdt den formodede gerningsmand til drabsforsøget mod Lars Hedegaard i februar 2013. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Københavns Politi oplyser, at den mistænkte fredag 25. april er blevet tilbageholdt i udlandet. Samme dag foretog politiet ni ransagninger i Københavnsområdet og to i udlandet.
Og der er foretaget afhøringer hos personer, der har relationer til den mistænkte. Dette er sket for at sikre beviser samt forklaringer fra de omhandlende personer, oplyser politiet.
- Det skal understreges, at ingen af disse personer er mistænkt i sagen, ligesom der ikke foreligger mistanke om, at drabsforsøget er gennemført af mere end én person, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi.
Anholdelsen og ransagningerne blev gennemført efter, at Københavns Politi med bistand fra Politiets Efterretningstjeneste i nogle måneder i al hemmelighed har fulgt den mistænktes færden.
/ritzau/