Selvom den mistænkte gerningsmand bag drabsforsøget på Lars Hedegaard er anholdt og fængslet i Tyrkiet, stilles der stadig spørgsmålstegn ved hans motiv.
Det siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Københavns Politis efterforskningsenhed, som samtidig oplyser, at den anholdte er sigtet for drabsforsøg.
- Vi har ikke hørt noget om mistænkes motiv, og vi har heller ikke noget bud på, hvad der kan have motiveret mistænkte, siger Jørgen Skov.
- Det er kun ham, der kender motivet, og det er klart, at vi undersøger alle vinkler.
- Der er det også klart, at der spekuleres i, om det er Lars Hedegaards islamkritiske udtalelser, der er motivet. Det er selvfølgelig også en vinkel, vi undersøger, men der kan også være andre motiver, uddyber politiinspektøren over for Ritzau.
Mistænkte er en 26-årig mand af "mellemøstlig oprindelse" og dansk statsborger, oplyser drabschef Jens Møller, Københavns Politi. Manden er kendt af politiet i forvejen, men "ikke for noget særligt".
- Vi ønsker i øjeblikket ikke at komme med detaljer om vores kendskab til mistænkte, siger Jørgen Skov.
- Vi er stadig i gang med en efterforskning og skal undersøge, om han har medgerningsmænd i forhold til planlægningen og den efterfølgende flugt, tilføjer han.
Jørgen Skov forklarer, at mistænkte blev fængslet af det tyrkiske politi på et falsk pas, som han viste politiet, da de rettede henvendelse til ham, og at han efterfølgende er blevet fængslet på det danske politis internationale efterlysning.
- Han skal fremstilles og for en dommer, når han kommer hjem til Danmark. Hvornår han kan udleveres til Danmark, ved vi endnu ikke, siger Jørgen Skov.
- Det kommer helt an på de tyrkiske myndigheders muligheder for at behandle sagen, og dem kender vi ikke. I starten af næste uge ønsker vi selvfølgelig at få et klarere svar på, hvornår vi kan forvente at få ham her hjem, uddyber politiinspektøren.
Angrebet på debattøren og forfatteren Lars Hedegaard fandt sted den 5. februar sidste år, hvor Lars Hedegaard blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg.
/ritzau/