En stolt og bevæget Placido Domingo blev i går slået til æresborger i London. Den spanske tenor boede i bydelen Chelsea en årrække og er nu blevet anerkendt for sit bidrag til den britiske hovedstad.
Domingo fik det synlige tegn på æren overrakt ved en sammenkomst i overborgmesterens officielle residens Mansion House og fastslog bagefter, at han var dybt berørt: »Jeg føler mig velsignet på grund af mit mangeårige forhold til London, og jeg er stolt af, at jeg engang kunne kalde Chelsea mit hjem«, sagde operasangeren og fortsatte: »Lige nu er jeg fyldt helt op af følelser og taknemmelighed«.
Siden Domingo slog igennem tilbage i 1959, har den nu 72-årige tenor stået på scenen i Londons kongelige opera over 200 gange.
Æresborgerskabet er en sjælden anerkendelse, som senest er givet til skuespillerne Michael Caine og Damian Lewis.