Pensionskløften vokser og giver udfordringer for kvinder: Skal spare 9.700 kroner ekstra op hver måned

Emil Martesen

4 dage siden

|

28/12/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Pensionskløften vokser og giver udfordringer for kvinderne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er ikke noget som flere penge mellem hænderne for danskerne.

Derfor må de nye tal fra Danmarks statistik i den grad give anledning til panderynker hos kvinderne.

For selvom kvinderne har gjort fremskridt i at indhente mændenes pensionsformuer de seneste 20 år, så er der stadig en markant forskel.

Vejen til økonomisk stabilitet i pensionslivet ser nemlig mere besværlig ud end for mænd.

Det skal blandt andet ses i lyset af, at kvinder i gennemsnit lever længere, tager længere barselsorlov og hyppigere arbejder på deltid.

Alt dette betyder, at kvinder enten må arbejde flere år end deres mandlige kolleger eller spare langt mere op for at opnå den samme økonomiske sikkerhed, når tiden på arbejdsmarkedet lakker mod enden.

Ifølge seniorøkonom Britt Dinesen Christiansen fra Danica Pension er det ikke så simpelt som bare at gå på pension samtidig med mændene:

"Generelt kan det siges, at hvor lang tid kvinden skal arbejde længere, afhænger af, hvor meget hun kan spare op. Samtidig er det medtaget, at kvinder i gennemsnit trækker sig knap 1,5 år tidligere end mænd fra arbejdsmarkedet. Det betyder helt konkret, at hun har flere år, hvor pensionsopsparingen skal række", lyder det fra hende til Ekstra Bladet.

Den økonomiske forskel mellem kønnene er da også til at tage og føle på.

Danmarks Statistik viser, at en gennemsnitlig mand på 60-64 år har sparet 2.265.000 kroner op, mens en kvinde i samme alder blot har 1.748.000 kroner på kontoen.

Forskellen efterlader kvinderne med færre muligheder for at forsøde tilværelsen som pensionist og kræver derfor et markant økonomisk løft for at indhente mændenes niveau.

For at nå op på samme pensionsniveau som mænd skal kvinder enten arbejde tre til fem år længere end mænd eller begynde at lægge ekstra penge til side tidligt i livet:

"Med andre ord skal kvinden arbejde, indtil hun er 70-72 år for at få samme økonomiske muligheder i pensionistlivet som manden", lyder det videre fra Britt Dinesen Christiansen, inden hun tilføjer, at kvinderne alternativt må spare 9.700 kroner ekstra op om måneden fra de fylder 30.