Pensionisten Steen er blot én af mange i klemme: Mister tusindvis af kroner hver måned fra 2025

Emil Martesen

10 timer siden

|

04/12/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Han mister tusindvis af kroner hver måned fra 2025.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Pensionister i Danmark har i de seneste år været særligt hårdt ramt af stigende priser, og selvom ældrechecken forhøjes for mange, når 2025 står for døren, så vil en stor gruppe opleve helt andre konsekvenser.

En række nye modregningsregler træder i kraft den 1. januar 2025 og betyder, at ægtefællers og samlevers sociale ydelser fremover reducerer folkepensionen, hvilket især rammer pensionister med samlevende på dagpenge eller efterløn.

En af dem, der vil mærke konsekvenserne, er Steen Klysner fra Nakskov.

Den 73-årige pensionist får sin pension reduceret betydeligt, fordi hans kone Susan modtager dagpenge:

"Jeg får et par tusinde fra Industriens Pension oven i min folkepension. Sidste år fik jeg 92% af ældrechecken og 8.000 kroner i helbredstillæg som supplement til min folkepension. Men det er slut med de nye modregningsregler", lyder det fra ham til Faglig Seniorer.

Alene på ældrechecken mister han 23.644 kroner årligt.

Steen opdagede de økonomiske konsekvenser, da han modtog årsbrevet for 2025 fra Udbetaling Danmark.

Han lægger ikke skjul på, at han var særdeles overrasket, da ændringerne ikke var kommunikeret på forhånd:

"Hvis man laver noget så vigtigt om, bør man give besked, så det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Det er jo mange penge, vi mister".

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil omkring 6.000 personer blive påvirket af de nye regler, men tallet er usikkert.

De nye regler genindfører modregningen, som blev afskaffet i 2023, for sociale ydelser såsom dagpenge og efterløn.

Forklaringen ligger i udfordringer med administrationen af reglerne, der gør det nødvendigt at spare 40 millioner kroner årligt.

For Steen og mange andre betyder det dog et mærkbart indhug i økonomien.