Parlamentet i Somalia angrebet med bilbombe

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Medlemmer af den somaliske oprørsgruppe al-Shabaab, der har tætte forbindelser til terrornetværket al-Qaeda, siger, at de lørdag står bag en kraftig bombe og ildkamp ved det nationale parlament i hovedstaden Mogadishu.

- Det såkaldte somaliske parlament er en militærzone. Vores krigere er der for at udføre en hellig operation. Vi vil udarbejde en samlet redegørelse, når operationen er slut, siger gruppens militære talsmand Abdulaziz Abu Musab til nyhedsbureauet AFP.

Fire angribere bekræftes omkommet, mens ifølge AFP er også mindst fire sikkerhedsvagter blevet dræbt ved selvmordsangrebet, der var rettet mod Somalias parlament.

En selvmordsbombemand udløste lørdag formiddag en kraftig bombe foran parlamentsbygningen, mens parlamentarikerne var samlet til møde i bygningen.

- To eksplosioner fandt sted inde i det somaliske parlaments kvarter, siger major Nur Ali fra politiet til nyhedsbureauet Reuters.

Der blev også hørt voldsomt skyderi fra moskeen overfor ifølge Reuters' øjenvidner.

Oprørerne fra al-Shabaab blev fordrevet fra hovedstaden for omkring to år siden, men islamisterne har siden gennemført angreb mod myndighederne i byen.

/ritzau/AFP