Skal TryghedsGruppen udbetale mere i bonus til medlemmerne?
Skal der bruges flere penge på lokale projekter, der styrker trygheden?
Eller skal der være mere fokus på at lave medlemsarrangementer?
Det kan mere end hver fjerde borger i Region Hovedstaden være med til at bestemme, når de fra 20. januar skal vælge, hvem der skal repræsentere dem i TryghedsGruppens repræsentantskab.
De cirka 530.000 borgere kan stemme til og med den 3. februar.
Sådan skriver TryghedsGruppen i en pressemeddelelse.
60 kandidater stiller op til 21 pladser, og de, der bliver valgt, får bl.a. indflydelse på, hvilke lokale projekter der skal have støtte, og hvor meget der skal udbetales i bonus til medlemmerne.
”Det er fantastisk at se, hvor stor interessen er for at deltage i valget,” siger Jens Bigum, der er formand for TryghedsGruppens repræsentantskab, og fortsætter:
"For eksempel er der en stor pulje af kandidater til de 21 pladser, og i sidste uge deltog ca. 5000 medlemmer fra Region Hovedstaden i vores fire valgmøder. Nu er det tid til at stemme, og jeg kan kun opfordre til, at man går ind på vores hjemmeside, tager kandidattesten og finder ud af, hvilken kandidat man er mest enig med og vil stemme på."
Som kunde i Tryg, Alka eller en af Trygs samarbejdspartnere har du ikke alene en forsikring. Du har også et medlemskab af TryghedsGruppen.
TryghedsGruppen står bl.a. bag TrygFonden, der blandt andet er med til at udbrede hjertestartere, sikre kystlivreddere ved strandene og støtte over 150 lokale tryghedsskabende initiativer årligt i Region Hovedstaden.