Der er kun én måde at stoppe de eskalerende blodsudgydelser i Ukraines hovedstad, Kijev, på.
Det slår oppositionsleder Vitalij Klitsjko fast i en video på det sociale medie YouTube, skriver BBC.
I videoen gentager Klitsjko sit krav om, at præsident Viktor Janukovitj skal udskrive valg før tid.
- Præsident Janukovitj er nødt til at udskrive et tidligt præsidentvalg. Det er den eneste måde at stoppe volden på nu, siger han i videoen.
Samtidig opfordrer han alle ukrainere til at støtte demonstrationerne, der siden tirsdag har kostet omkring flere end 50 liv og såret over 1000 mennesker i Kijevs gader.
- Alle borgere bør gå sammen med naboer og venner for at forsvare deres liv, helbred og ejendom. Sammen har vi alle en pligt til at stoppe blodsudgydelserne, siger Klitsjko.
De voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter blussede torsdag op igen, og tusindvis af demonstranter kæmper med bevæbnede politistyrker i Kijev.
Den våbenhvile, der blev indgået mellem parterne onsdag, varede derfor kun i få timer, før volden igen eskalerede.
Det får oppositionsleder Klitsjko til at tale direkte til Ukraines borgere:
- Ærede ukrainere, i dag er en afgørende dag. Blodbadet fortsætter. Regeringen har grebet til blodige provokationer for øjnene af hele verdens øjne.
Bevæbnede bøller er blevet sat fri i gaderne for at gå til angreb på folk og skabe en illusion om, at der er en konfrontation mellem borgere. Men disse planer er dødsdømt, siger han.
/ritzau/