Omstridt regelændring er vedtaget i håndbold-Danmark

admin

449 uger siden

|

12/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fem regelændringer træder 1. juli i kraft i international håndbold. Således også i dansk elitehåndbold.

Det besluttede Udvalget for Professionel Håndbold, som består af repræsentanter fra Divisionsforeningen, klubberne og Dansk Håndbold Forbund (DHF), torsdag.

Udvalget har valgt at indføre regelændringerne, som Det Internationale Håndboldforbund (IHF) kom frem til i efteråret, skriver DHF i en pressemeddelelse.

- Vi implementerer selvfølgelig de internationale spilleregler for Liga og 1. division, så klubber og landsholdsspillere har mulighed for at arbejde med de samme regler til daglig, som de møder, når de spiller internationale kampe, siger udvalgets formand, Per Bertelsen.

Særligt én regel er modtaget med stor negativ respons blandt flere danske trænere. Det er reglen om, at man fremover må angribe med syv spillere, uden at en af dem er iført målmandstrøje som hidtil.

Per Bertelsen pointerer, at man vil evaluere undervejs.

- Vi vil gerne se, hvordan det kommer til at gå i praksis, og ligesom IHF har givet udtryk for, at indførelsen af de nye regler vil blive evalueret, vil vi naturligvis også følge nøje med og evaluere undervejs, siger han.

De fem nye regler:

1: Passivt spil

Når varselstegnet for passivt spil er givet, har angriberholdet seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Hvis der bliver begået frikast efter eksempelvis tre afleveringer, har man derfor kun tre afleveringer tilbage, inden der fløjtes for passivt spil.

2: Tildeling af karantæne under kampen (blåt kort)

Når en spiller får et rødt kort, har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen udløser en karantænegivende indberetning eller ej. Nu går dommerne ud til observatøren, og sammen vurderer de på stedet, om forseelsen er grov nok til, at den skal indberettes. Er det tilfældet, tildeles blåt kort til spilleren.

3: Usportslig optræden inden for det sidste halve minut

En forseelse, der straffes efter denne regel, giver rødt/blåt kort. Det nye er, at man ikke længere kan vælge mellem at få bolden eller et straffekast. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold. Samtidig har IHF ændret perioden fra at gælde det sidste minut af en kamp til nu kun at gælde de sidste 30 sekunder.

4: Spil syv mod seks

Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.

5: Karantæne for "film"

Handler om "film" og trækning af tid. En spiller, som modtager behandling på banen, vil få karantæne fra holdets næste tre angreb, med mindre den tackling, spilleren er blevet skadet af, har medført en straf til den tacklende spiller.

/ritzau/