Omikron formentlig fundet i Danmark

Nicolai Busekist

156 uger siden

|

27/11/2021
Nyheder
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
To tilfælde af den smitsomme coronavariant Omikron er fundet i Danmark hos indrejsende fra Sydafrika.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den nye coronavariant Omikron, der hidtil har været kendt under navnet B.1.1.529, er potentielt nået til Danmark. I hvert fald er to formodede tilfælde af den nye virus blevet påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika.

Det bekræftes af Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

De to tilfælde af den nye Omikron-variant er blevet påvist via PCR-test, som 'der fangede mutationer, der er kendetegnet for Omikron, og der er dermed med stor sandsynlighed tale om Omikron', oplyser Sundhedsministeriet ifølge Ekstra Bladet.

De understreger dog, at der ikke er tale om bekræftede tilfælde. Det vil nemlig ikke være muligt at bekræfte det, før resultat af helgenomsekventeringen foreligger, hvilket det først gør inden for de næste dage.

"Myndighederne har en begrundet mistanke om, at vi har de første to tilfælde af den nye variant Omikron i Danmark. Varianten er blevet fanget i de variant-pcr-test, som SSI laver på positive prøver, og derfor har vi hurtigt fanget varianten," siger sundhedsminister Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

Magnus Heunicke fortæller også, at Danmark er et af de lande, der har den mest omfattende overvågning af nye coronavarianter. Derfor er det også forventet, at Danmark er et af de første europæiske lande til at finde tilfælde.

Sundhedsministeren oplyser også, at de to personer, der er smittet, har været i Sydafrika, og at de efter hjemkomst er i isolation, ligesom myndighederne har igangsat en smitteopsporing.

"Personerne, der er smittet, har været i Sydafrika og er nu i isolation, og myndighederne er i gang med at opspore ud i tredje led - det vil sige, at nære kontakter og disses nære kontakter alle bliver opfordret til at gå i isolation og selvfølgelig at blive testet. Og myndighederne arbejder stenhårdt på at få samme opfordring ud til alle, der var med samme fly, som de smittede," siger Heunicke også.

Danmark er det ikke det første europæiske land, der registrerer tilfælde af den nye coronavariant. Omikron er nemlig allerede fundet i andre lande i Europa, herunder Storbritannien og Belgien.