OECD anbefaler i ny rapport den danske regering at sætte skatten på de høje lønninger ned. Samtidig bør ejendomsskatten hæves, anbefales det i rapporten om Danmark.
Det er efterhånden en tilbagevendende anbefaling fra OECD, at boligskatterne bør sættes op. Og især fordi ejendomsmarkedet er i bedring, bør det ske nu, lyder budskabet.
Samtidig anbefaler OECD, at man ser beskatninger af miljøet efter i sømmene for at gøre dem mere effektive.
Regeringen kan dog ikke følge rådet fra OECD, når det handler om ejendomsskatterne.
Af SRSF-regeringens skatteaftale med Venstre og Konservative har man nemlig besluttet, at boligskatterne er fredet helt frem til 2020.
Det var i sin tid VK-regeringen, der i 2002 indførte skattestop på ejendomsværdiskatten. Det betyder, at ejendomsværdiskatten er fastfrosset i kroner og øre.
/ritzau/