Obama: Skrappere sanktioner skal ske i fællesskab

admin

10 år siden

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Det er nødvendigt, at USA og Europa står sammen om indførelsen af nye sanktioner mod Moskva, hvis Rusland skal forstå beskeden om at stoppe sine destabiliserende handlinger i det østlige og sydlige Ukraine.

Sådan lyder det fra den amerikanske præsident, Barack Obama, på et pressemøde i forbindelse med et besøg i Malaysia.

På pressemødet har præsidenten gjort det klart, at enhver beslutning om på et tidspunkt at indføre sektorbaserede sanktioner mod Ruslands økonomi kommer til at afhænge af, om USA og dets allierede kan arbejde sammen om det videre forløb.

Den næste runde af sanktioner, der ifølge Reuters ventes offentliggjort mandag, kan ende med at ramme privatpersoner, institutioner og selskaber.

Sanktionerne ventes dog ikke direkte at skulle ramme sektorer af den russiske økonomi - eksempelvis energisektoren -, idet dette også vil kunne skade andre på det europæiske kontinent.

- Vi vil stå bedre positioneret i forhold til at afskrække Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), når han ser, at verden er samlet, og at USA og Europa er samlet i stedet for, at det kun er en konflikt mellem USA og Rusland, siger Barack Obama til pressemødet.

USA's præsident nævner, at russerne ikke "har løftet en finger" for at få de prorussiske separatister i Ukraine til at indordne sig under en international aftale, der skal neddrosle krisen.

- Der er i stedet stærke beviser på, at de (Rusland, red.) har opfordret til aktiviteterne i det østlige og sydlige Ukraine, siger amerikanernes præsident.

I øjeblikket har prorussiske separatister overtaget kontrollen af byen Slavjansk i det østlige Ukraine, hvor de har taget en gruppe af observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til fange.

/ritzau/Reuters