OB-træner efter sejr: Har lov til at være optimistiske

admin

9 år siden

|

10/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

OB tog et stort skridt mod redning i Alka Superligaen, da holdet mandag aften vandt 2-1 ude over FC Vestsjælland.

Med sejren har fynboerne nu hele 10 point ned til netop FC Vestsjælland under nedrykningsstregen.

- Det var ikke redningen, men vi har lov til at kigge på formkurven. Det er ikke længe siden vi var fem point efter FC Vestsjælland, og nu er vi 10 point foran dem, siger OB-træner Ove Pedersen.

- Så vi har lov til at være optimistiske, når vi kigger på formkurven. Spillerne har virkelig taget ejerskab for dette projekt, og vi står nu som et rigtig godt kollektiv.

Profilen Rasmus Falk håber på, at fynboerne med sejren i Slagelse kan rette blikket væk fra bunden.

- Vi skal stadig have respekt for nedrykningsstregen, men jeg håber, at vi kan begynde at kigge opad, siger Rasmus Falk.

- Vi har især i de seneste to kampe forbedret den defensive indsats. Offensivt var der mod FC Vestsjælland også god tendenser, så kan vi få det hele lagt sammen, tror jeg, det bliver rigtig godt.

Falk tegnede sig selv for OB'ernes udlignende mål mod FC Vestsjælland. Det flotte langskud blev sat ind blot 10 minutter efter, at FC Vestsjælland havde bragt sig i front.

- Det var en god fornemmelse, da den røg ind. Jeg tog en god vending og fik vristet mig fri. Der var plads og tid til at sparke, og jeg ramte så bolden rigtig godt. Det var kanongodt at svare hurtigt igen på deres føring, siger Falk.

/ritzau/