Ny ishockeyklub vil spille i københavnsk multiarena

admin

10 år siden

|

13/02/2014

Dagens topnyheder

I flere sæsoner har det knebet med at samle mere end ni klubber i den bedste danske ishockeyrække, men det bliver der måske lavet om på.

I slutningen af denne måned holder Copenhagen Lions stiftende generalforsamling, og målet er at etablere et hold, der får hjemmebane i den nye multiarena i Ørestad, der efter planen står færdig i slutningen af næste år.

Det fortæller metalligaen.dk, ligesom den kommende klub også har oprettet en Facebook-side, hvor man fortæller om planerne.

- Når Copenhagen Lions er blevet stiftet 28. februar, har Københavns Kommune lovet at stille konsulent- og økonomisk bistand til rådighed, så det er en spændende tid Danmarks nye ishockeyklub går i møde, hedder det på Facebook.

Planen er i første omgang at stille et hold i 2. division øst fra den kommende sæson og leje sig ind på andre baner, indtil hjemmebanen er klar.

Ud over Copenhagen Lions er der et andet initiativ i gang, der skal skabe grobund for mere eliteishockey i hovedstadsområdet.

Copenhagen Capitals holdt i sidste weekend et arrangement i Gladsaxe Skøjtehal i forsøget på at rejse kapital til at stable et professionelt hold på benene.

/ritzau/