I et opsigtsvækkende interview med nyhedsbureauet Reuters understreger han, at Grønland ønsker et tættere samarbejde med Danmark.
Klar besked
I hvert fald indtil drømmen om selvstændighed kan realiseres.
"Vi er i dag en del af rigsfællesskabet, og så længe vi er en del af den konstruktion, bliver vi nødt til at bygge videre på vores forhold og vores partnerskab for at gøre det stærkere," siger han ifølge Ekstra Bladet.
Udmeldingen kommer i en tid, hvor forholdet mellem Danmark og Grønland har været under pres, ikke mindst efter USA’s tidligere og nuværende præsident Donald Trumps gentagne udmeldinger om at ville købe Grønland.
Med valget af Jens-Frederik Nielsen som ny regeringsleder i spidsen for partiet Demokraatit, er der lagt op til en ny retning.
Med fokus på både styrket dansk samarbejde og en tydelig markering over for USA.
"Vi kommer aldrig til salg, og vi bliver aldrig amerikanere," siger han og lægger dermed afstand til forestillingerne om en amerikansk annektering.
Han slår samtidig fast, at Grønland gerne vil have et godt og respektfuldt forhold til USA, særligt når det gælder sikkerhedspolitik.
Men det skal ske som ligeværdige partnere og ikke som delstat.
Et partnerskab og ikke et ejerskab
Den nye regeringsleder kalder partnerskabet med Danmark for "stærkt" og sender dermed en positiv håndsrækning til den danske regering.
Samtidig gentager han, at selvstændighed stadig er det langsigtede mål for det grønlandske folk, men vejen dertil går gennem dialog og samarbejde, ikke konfrontation.
Udmeldingen kommer få dage efter, at Demokraatit blev størst ved valget, og markerer et nyt kapitel i det dansk-grønlandske forhold.