Forskerne kalder det en helt ny tilgang til behandling af en af verdens mest udbredte kræftformer.
Det skriver TV 2.
Viser lovende resultater mod hudkræftforstadier
Professor og overlæge på Bispebjerg Hospital, Merete Hædersdal, der står i spidsen for forskningen, er begejstret over fundene
"Det er en helt ny behandlingsmulighed for forstadier til hudkræft, som er sindssygt hyppigt."
Cirka 40 procent af danskere over 50 år udvikler forstadier til hudkræft, også kendt som aktiniske keratoser.
De viser sig ofte som røde, skællende pletter, der kan udvikle sig til hudkræft, men forskerne kan ikke forudsige, hvilke tilfælde der bliver alvorlige.
Studiet omfattede 70 patienter med svært solskadet hud.
Halvdelen modtog HPV-vaccinen, mens den anden halvdel fik en placeboindsprøjtning med saltvand.
Et år senere kunne forskerne måle en reduktion på 10-18 procent i forstadierne blandt dem, der fik vaccinen:
”Vi har bevist, at denne vaccine kan behandle forstadier til hudkræft hos en patientgruppe med mange hudforandringer,” siger Merete Hædersdal.
Mere skånsom og langvarig behandling
I dag behandles forstadier til hudkræft typisk med kemocreme eller lysbehandling, som kan give smertefulde bivirkninger som rødme, sårdannelse og hævelse.
Ifølge forskerne er HPV-vaccinen ikke blot mere skånsom, men ser også ud til at have en længerevarende effekt.
Studiet åbner for nye forskningsområder, og forskerne vil nu følge patienterne i ti år for at undersøge, om vaccinen ikke blot reducerer forstadier, men også kan forebygge egentlig hudkræft.
Ulrikke Lei, overlæge på Gentofte Hospital, kalder studiet ”rigtig stort” og mener, at det potentielt kan få betydning for mange danskere.
Forskerne ser resultaterne som et muligt paradigmeskifte i behandlingen af hudkræftforstadier og måske endda i kampen mod hudkræft generelt.