Ny forældreforening kæmper mod lang skoledag

admin

10 år siden

|

09/08/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark har nu ikke bare én, men to foreninger, der repræsenterer forældre til børn i folkeskolen.

Som en konsekvens af den nye skolereform, der medfører længere skoledage for landets skoleelever, har en gruppe forældre startet foreningen Folkeskoleforældre.

- Politikerne har med en uskøn blanding af usandheder og myter markedsført, at hvis man bare øger timetallet, så er alt godt. Men vi vil gerne have et skolesystem, der baserer sig på, hvad der forskningsmæssigt er belæg for.

- Man siger, at man bryder negativ social arv med flere timer og lektiecaféer, men man har ikke noget belæg for det, siger Thomas Høi, én af initiativtagerne og talsmand for foreningen.

Den nye forening, som siden oprettelsen i mandags har fået 200 medlemmer, har nu sat gang i en oplysningskampagne om skolereformen.

- Derefter håber vi at kunne etablere nogle politiske kontakter, så vi kan få politikerne til at indse, at det her er en fejl, og at det skal laves om. Vi er allerede blevet inviteret til kaffe på Christiansborg af ét parti, og i går blev vi kontaktet af Danmarks Lærerforening, som også gerne vil tale med os. Så det er da et skridt på vejen, siger Thomas Høi og fortsætter:

- Hvorfor er det, at man vil lave de skoler om, der fungerer? Vores appel er, at man implementerer reformen på de skoler, hvor det vurderes at give mening, og så lader andre skoler køre på en anden måde.

Initiativtagerne bag den nye forening har savnet skarpere holdninger fra den allerede eksisterende forældreforening, Skole og Forældre.

- Vi har forsøgt at være i dialog med dem, og de vil ikke høre på de argumenter, der er. Hvis vi skal have en folkeskole, har vi også brug for et sted for den sidste halvdel eller tredjedel, som ikke føler sig dækket ind der.

Formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, håber dog, at de to foreninger kan få et samarbejde op at stå.

- Når jeg kigger på, hvad de vil arbejde for, ser jeg ingen uoverensstemmelse med det, som vi arbejder for. Der er ikke den store uenighed på indholdet, det er nok mere på formen, siger hun.

/ritzau/