Flere norske eksperter har advaret om, at en ny coronavariant kan få konsekvenser for de vacciner, som de fleste europæer har modtaget.
Det skriver flere norske medier; herunder VG og NRK.
Ifølge assisterende sundhedsdirektør i Norge Espen Rostrup Nakstad er der i øjeblikket "meget smitte i hele Europa," og selvom de fleste borgere er vaccineret, er det ikke sikkert, at det er nok.
En stor del af de smittede i Europa og særligt i Norge er nemlig smittet med en ny omicronvariant kaldet BF. 7.
Selvom det fortsat er B.A. 5-varianter, der fylder mest i smittebilledet, så er BF. 7-varianten nemlig ansvarlig for cirka hver tiende smittetilfælde hos vores norske naboer.
Kan påvirke vaccinerne
Selvom smittet har været forholdsvis høj i Europa i et stykke tid, har det ikke været den helt store bekymring hos eksperter og læger, fordi de fleste borgere er vaccineret.
Ifølge Nakstad kan BF. 7-varianten dog blive et problem, da den har "ændringer fem steder," der gør, at vaccinerne ikke er så effektive på BF. 7-varianten som på andre varianter.
"Det betyder, at vi må forvente, at vaccinen måske ikke beskytter så godt, som den har gjort tidligere," lyder det fra den assisterende sundhedsdirektør, som desuden har uddybet:
"I hvert fald når det kommer til smitte. Det er ikke sikkert, at det har så stor betydning for, om man bliver alvorligt syg eller ej."
Han understreger dog, at det er "en helt naturlig udvikling," at virusset udvikler nye varianter, og at det, der sker i Europa for tiden, derfor har været forventeligt.
"Det er helt naturligt for virussen at foretage sådanne ændringer," lyder det således fra Nakstad.
Tove Røsstad, der er kommuneoverlæge i Trondheim, har ligeledes udtalt, at "det forventes," at der kommer "en bølge" denne vinter.
Hun påpeger dog, at man ikke ved, "hvor stor skalaen bliver."
Derfor opfordrer hun folk til fortsat at huske at opretholde god hygiejne og blive hjemme, hvis man er syg.
"God håndhygiejne gælder altid, og det er en god ide at vaske hænder, når du kommer hjem, og inden du spiser," har hun således opfordret, men påpeget, at der ikke er en "direkte anbefaling om at undgå at give hånd."