Vaccinen mod coronavirussen er noget, som rigtig mange venter på, og forhåbentlig kan de første coronavaccinationer gives inden den 27. december. Det siger statsminister Mette Frederiksen torsdag til TV 2.
Ifølge Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, så vil alle EU's medlemslande påbegynde vaccinationer mod corona fra den 27. december, hvis midlet som forventet bliver godkendt mandag af Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Men skulle vaccinen lande tidligere end det, så får det ikke Danmark til at vente, understreger Mette Frederiksen.
“Selvom jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, så skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord,” siger hun.
Hvem skal vaccineres?
Målet er, at alle i Danmark, som vaccinerne er godkendt til, bliver tilbudt vaccination. Det forventes ikke, at vaccinerne vil være godkendte til for eksempel gravide, ammende og børn, og derfor vil de grupper ikke blive tilbudt vaccination. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I starten blive vaccinen prioriteret til de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb bl.a. de ældste, beboere på plejehjem og ældre med risikofaktorer. Personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen, som har tæt kontakt til de mest sårbare og varetager kritiske funktioner, vil også blive prioriteret først.
”I takt med, at vi får leveret flere vacciner i løbet af 2021, vil flere og flere grupper blive tilbudt vaccination mod COVID-19. Men det er vigtigt, at vi får beskyttet de grupper, der bliver mest syge af COVID-19. Derfor er de først til at få vaccinen, så de er godt beskyttet,” siger Søren Brostrøm.
Grupper af ældre, der løbende inviteres efter fødselsdato, vil modtage besked i e-boks om vaccinen. Hvis man er digitalt fritaget, vil brevet komme med posten. Sundhedsstyrelsen vil henover jul og nytår sende brev til alle borgere over 18 år via e-boks for at informere om den kommende vaccination mod COVID-19.