Nu er tiden ved at løbe ud: Fristen er 1. december

webmaster

213 uger siden

|

18/11/2020
Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Mere end 2.1 mio. danskere har allerede gjort det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mere end 2.1 mio. danskere har allerede bestilt indefrosne feriepenge. Hvis du skal nå at bestille dine feriepenge, er fristen den 1. december. 

Det oplyser ATP i en pressemeddelelse. 

Indtil nu er der bestilt udbetaling af feriepenge for omkring 49 mia. kr. ud af de 60 mia., der er til udbetaling. 1 mio. danskere har stadig mulighed for at bestille indefrosne feriepenge.

"Jeg er glad for, at så mange har benyttet muligheden for at bestille feriepenge, og der er endnu et par uger tilbage, så beløbet kan blive endnu større. Regeringen skal hverken bestemme om folk vil have deres indefrosne feriepenge udbetalt, eller hvad de vil bruge deres penge på. Men for at vi skal lykkes med at bevare danske arbejdspladser under corona-krisen er det afgørende, at der kommer mange penge i omløb. Vi kan se, at udbetalingerne har gjort en forskel, og der er kommet mere gang i omsætningen i landets virksomheder. Jeg appellerer til, at man bruger en del af feriepengene fx i de lokale forretninger og restauranter, så vi også hjælper de danske virksomheder i en svær tid," udtaler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Sådan søger man om udbetaling

Man ansøger om udbetaling af de indefrosne feriemidler på borger.dk/feriemidler. Her kan man også se det beløb, man kan ansøge om.

Sådan søger man om udbetaling:

  • Du logger på med NemID

  • Du vælger den jobsituation, der passer til dig (fx lønmodtager eller selvstændig)

  • Når du har logget på, kan du se det beløb, du har til gode

  • Du bekræfter på tro og love, at du har været lønmodtager i perioden og trykker ”Bestil”

  • Efter et par dage modtager du en meddelelse om udbetaling i din digitale postkasse

  • Pengene overføres derefter til din NemKonto indenfor 7 hverdage

Hvis din jobsituation er en anden end lønmodtager, skal du i nogle tilfælde søge via en blanket. Det kan tage lidt længere tid, inden du får udbetalt pengene. Du kan læse mere på borger.dk/feriemidler, oplyses i pressemeddelelsen. 

Hvis du ikke gør noget… 

Resten af din opsparing bliver stående i Lønmodtagerens Feriemidler og følger den gældende lovgivning om, at du får opsparingen udbetalt, når du når folkepensionsalderen. Det gælder også, hvis du vælger at lade pengene stå.