NNF: Opret et medarbejderselskab for slagteriarbejderne

admin

10 år siden

|

05/02/2014

Dagens topnyheder

Danish Crowns udspil om at stryge lønstigninger og indføre indslusningsløn er visionsløs, advarer Fødevareforbundet NNF's hovedbestyrelse.

- Vi vil kæmpe for danske arbejdspladser. Men vi tror ikke på, at en lavere løn giver så meget som et ekstra slagtesvin eller en eneste arbejdsplads, siger forbundsformand Ole Wehlast.

NNF's hovedbestyrelse, der onsdag har holdt hovedbestyrelsesmøde, peger i stedet på oprettelse af et medarbejderselskab.

Modellen er også et af elementerne i Danish Crowns udspil, hvor der lægges op til, at medarbejderne indbetaler fem procent af deres løn i et medarbejderinvesteringsselskab.

Selskabet skal så investere i en øget svineproduktion, der vil gavne de danske slagterier. Medarbejderne vil efter 10 år få deres penge retur plus renter i samme hastighed, som de er indbetalt.

- Jeg håber, at Danish Crown vil tage imod medarbejdernes tilbud om at investere en milliard kroner over 10 år. Det vil fremtidssikre slagterierne, siger Ole Wehlast.

I de kommende dage skal slagteriarbejderne på Danish Crowns slagterier i Herning, Ringsted, Blans, Horsens og Sæby tage stilling til, om de vil indbetale til medarbejderinvesteringsselskabet.

Fem procent af lønnen i de næste 10 år svarer til op mod 200.000 kroner for en gennemsnitlig slagteriarbejder.

Planen er, at de trængte svinebønder, der i dag sender smågrise til udenlandske slagterier, skal kunne låne penge i det nye selskab.

Danish Crowns problemer bunder i, at 10 millioner danske smågrise hvert år bliver kørt til Tyskland og Polen for at blive slagtet - fordi det bedre kan betale sig for svinebønderne.

350 slagteriarbejdere står til at miste deres arbejde. 16. januar mistede 472 medarbejdere på slagteriet i Faaborg deres arbejde.

- Jeg vil hellere være med til at at udvikle virksomheden og skabe arbejdspladser, end jeg vil afskedige medarbejdere.

- Men finder vi ikke fælles fodslag, står vi over for lukning af et slagteri inden for en overskuelig fremtid, siger Jesper Friis, administrerende direktør i Danish Crown.

/ritzau/