Der er foretaget over 100 større og mindre ændringer på den nye Nissan LEAF. Og alt i alt gør ændringerne den banebrydende original til en endnu bedre bil. Den nye LEAF har længere rækkevidde, større bagagerum, mere komfort og mere kabineplads, og så fås den i flere versioner.
De fleste ændringer er foretaget på baggrund af tilbagemeldinger fra de første LEAF ejere. Ændringerne sker samtidig med, at produktionen bliver global. Hvor den første udgave af LEAF udelukkende blev produceret i Japan, bliver den nye Nissan LEAF også produceret i Europa og Nordamerika.
Den hurtige vækst i antallet af lynopladere betyder, at man nu kan finde "elkorridorer" langs større ruter i Asien, Europa og Nordamerika, hvor de forbinder større byer og gør det nemmere for elbilsentusiasterne også at bruge deres Nissan LEAF på længere ture. I de nordiske lande samarbejder Nissan med Fortum i Finland, Sverige og Norge, hvor man installerer i alt ca. 50 lynopladere. I Danmark samarbejder Nissan med CLEVER som allerede har opstillet et landsdækkende net af lynopladere.
Den opdaterede version får en række nye funktioner inklusive forbedring af varme- og airconditionsystemets fjernbetjeningsfunktioner, bedre integrering af smartphones, bedre stemmebetjeningssystem og realtime-informationer om de nærmeste ladestandere. Bilens system understøtter nu ni sprog mere inklusive dansk, svensk, finsk og norsk.
Med tilpasningen til forholdene i de nordiske lande vil alle Nissan LEAF, der sælges i Norge, Sverige, Finland, Danmark og de baltiske lande fortsat have batterivarmer, forlygtevaskere, opvarmet rat og varme i både for- og bagsæder.
LEAF produceres nu i Europa - det har aldrig været nemmere at eje et eksemplar
Produktionen af den nye LEAF til Europa er startet i marts på Nissans fabrik i Sunderland i England, og salget starter fra juni 2013 i de nordiske og baltiske lande. LEAF fremstilles side om side med de succesfulde Qashqai og Qashqai+2-modeller. Fabrikken producerer desuden Juke og Note.
- At producere LEAF på fabrikken i Sunderland er en kæmpe milepæl for såvel hele koncernen som for fabrikken. Vores tekniske medarbejdere har arbejdet hårdt og udtænkt nogle fremragende løsninger, så det kan lade sig gøre at producere en elbil på en produktionslinje til biler med forbrændingsmotor og samtidig opretholde produktiviteten og vores meget høje kvalitetsstandarder, siger Vice President hos NMUK, Kevin Fitzpatrick.
Med flere forhandlere, flere ladestationer og oprettelsen af lynopladningskorridorer, der forbinder større byer, har det aldrig været nemmere at eje en LEAF. På 12 måneder er antallet af Nissan LEAF-forhandlere i Europa blevet næsten tidoblet, antallet af offentlige ladestationer er næsten fordoblet, og antallet af CHAdeMO-standardlynopladere er blevet tredoblet.
LEAF ejere er aktive online og meget tilfredse med deres biler
Ejere af Nissan LEAF er klar til opbakning af nul-emissions-mobilitet med stor aktivitet på internettet. Tilbagemeldinger fra kunderne ligger også til grund for forbedringerne af Nissan LEAF.
Ejerne bruger internetgrupper som et sted, hvor de giver alle mulige former for tilbagemeldinger. Og det er tydeligt, at ejerne er mere end tilfredse med LEAF. Modellen har den højeste kundetilfredshed blandt Nissans modeller med en score på 93 %.
Foruden at modtage tilbagemeldinger fra personlige kontakter og afholdelse af møder, har Nissan også indsamlet data via bilens avancerede Carwings-telematikteknologi. Carwings giver ejerne mulighed for at styre visse dele af bilens dagligdags funktioner som fx forvarmning af bilens kabine eller fjernopladning af batteriet ved hjælp af en smartphone. Carwings gemmer alle disse data og informationer om opladning, kørselsmønstre, køretider og -afstande.
LEAF er kun starten på Nissans elbilsprogram
Nissan LEAF, der er verdens mest solgte elbil, har sikret Nissan en position som førende i verden inden for nul-emissions-mobilitet. Men LEAF er kun starten på Nissans vidtrækkende elbilsprogram. Mange nye elbiler vil følge efter - blandt andet e-NV200, e-NV200 taxi og en kompakt elbil i luksusklassen fra Infiniti.