Nigeria diskuterer bortførte piger med nabolande

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Den franske præsident, François Hollande, er lørdag vært for et møde mellem Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, og lederne fra de afrikanske nabolande.

Målet for mødet er at udforme en fælles strategi og et tættere samarbejde med naboerne Cameroun, Niger, Tchad og Benin i kampen mod de militante islamister, der har bortført flere end 200 piger i det nordlige Nigeria.

Frankrigs præsident diskuterede mødet og jagten på de bortførte piger i en telefonsamtale med USA's præsident fredag, oplyser Det Hvide Hus.

En højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium samt den britiske udenrigsminister, William Hague, deltager også i mødet.

Tidligere på ugen fortalte Nigerias præsident den britiske Afrika-minister, at der ikke vil blive udvekslet militante islamister med de bortførte piger.

Boko Haram, der er en militant islamistisk organisation, bortførte for over en måned siden 276 piger. Det lykkedes nogle af dem at flygte, men over 200 holdes fortsat som gidsler.

Boko Haram offentliggjorde mandag en video, hvor organisationens leder, Abubakar Shekau, tilbød at frigive pigerne til gengæld for, at fængslede islamister sættes fri.

Oprørslederen sagde også, at mange af pigerne under fangenskab er konverteret til islam.

Boko Haram trængte den 14. marts ind på sovesalene i en skole i byen Chibok i den nordøstlige provins Borno og tvang pigerne med.

Nigerias hær har ikke kunnet lokalisere, hvor oprørerne holder pigerne som fanger, og der er gisninger om, at de er bragt over grænsen til enten Cameroun eller Tchad.

Bortførelsen har vakt opmærksomhed over hele verden og diskuteres livligt på de sociale medier.

Der findes på Twitter en kampagne til fordel for pigerne på #BringBackOurGirls.

/ritzau/AFP