Italieneren Vincenzo Nibali (Astana) vinder 10. etape af Tour de France; bjergetapen på 161,5 kilometer fra Mulhouse til La Planche des Belles Filles.
Samtidig kørte Nibali sig igen i den gule førertrøje, som han tog fra Tony Gallopin.
Det lignede ellers en sejr til spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha), men på de sidste af mandagens kilometer stak Nibali væk fra hovedfeltet, hentede Rodriguez og vandt etapen.
Dermed er Nibali pludselig favorit til at vinde Touren, efter at spanieren Alberto Contador udgik efter et styrt tidligere på etapen.
95 kilometer før målstregen begyndte dramatikken for alvor. Alberto Contador styrtede og sad forslået i vejkanten i flere minutter, inden han igen var på cyklen.
Da var spanieren allerede fire minutter efter hovedfeltet og rivalerne til det samlede klassement. Han var endda efterladt uden holdkammerater.
De lod sig falde tilbage til kaptajnen og indledte en jagt på hovedfeltet, men efter 20 kilometers jagt måtte Contador sande, at han ikke kunne fortsætte. Et skadet knæ sendte ham ud af Touren.
På det tidspunkt havde en række store profiler længe ført etapen an i et udbrud på jagt efter etapesejr og bjergpoint.
Søndagens tyske etapevinder Tony Martin var en af dem, men med 22 kilometer tilbage måtte han give slip, udtømt for kræfter.
Knap 20 kilometer før målstregen stak Joaquim Rodriguez (Katusha) af sted på egen hånd i en jagt på etapesejren, men ved foden af det afsluttende bjerg godt syv kilometer før mål havde han følgeskab af polakken Michal Kwiatkowski (Omega Pharma-Quick-Step).
Rodriguez stak af sted igen og lignede en vinder, men samtidig rykkede Nibali fra hovedfeltet. Han hentede Rodriguez knap tre kilometer fra målstregen og kunne siden køre alene over den som etapens vinder.
Han fører nu løbet samlet med mere end to minutter ned til Richie Porte (Sky). Jakob Fuglsang tabte næsten tre minutter og er ude af topstriden.
/ritzau/