Nato-landenes ambassadører samles på polsk ønske tirsdag formiddag til endnu et hastemøde om situationen i Ukraine.
Det sker med henvisning til traktatens artikel fire, som giver alle Nato-lande mulighed for at bede om konsultationer med de øvrige allierede, hvis landet føler sin sikkerhed, politiske uafhængighed eller territoriale integritet truet.
Det oplyser Nato mandag aften i en pressemeddelelse.
Mødet kommer blot to dage efter, at Nato-ambassadørerne søndag aften var samlet til et hastemøde indkaldt af generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.
Den polske præsident har ifølge det polske nyhedsbureau PAP været utilfreds med, at søndagens møde ikke - som han og den polske premierminister havde ønsket - blev holdt i henhold til artikel fire.
Mens Natos artikel fem - den såkaldte musketered om gensidig forpligtelse til at forsvare hinanden - kun har været anvendt en enkelt gang, nemlig efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, har artikel fire kun været brugt to gange.
Artikel fire giver ingen garanti for handling og er kun et løfte om "konsultationer" i Nato-kredsen.
Men artiklen regnes for at være et vigtigt diplomatisk værktøj, som Natos 28 medlemslande kan påkalde sig i helt særlige situationer.
Søndagens mere end otte timer lange Nato-møde endte med en skarp fordømmelse af de russiske aktioner i Ukraine og en opfordring til Rusland om straks at trække sine soldater tilbage til deres baser.
- Vi fordømmer den russiske militære optrapning på Krim. Vi udtrykker vores alvorlige bekymring for så vidt angår det russiske parlaments autorisation af anvendelsen af Den Russiske Føderations væbnede styrker på ukrainsk territorium.
- Russiske styrkers aktion er i strid med folkeretten. Rusland må respektere sine forpligtelser under FN-Charteret og principperne under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som danner basis for fred og stabilitet i Europa, hed det i en erklæring fra mødet.
/ritzau/