Mourinho underspiller Chelseas titelchancer

admin

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Chelsea kan trods søndagens 2-0-sejr over Premier Leagues førerhold stadig ikke selv afgøre Premier League til egenfordel.

London-mandskabet er afhængig af, at både Liverpool og Manchester City sætter point til - og formentlig også taber en kamp - hvis det skal lykkes at vinde mesterskabstrofæet.

Derfor nedtoner manager José Mourinho efter topopgøret på Anfield snakken om Chelsea-guld.

- Det bliver enten Manchester City eller Liverpool, der vinder mesterskabet, så vi har ingenting at fejre.

- Men vi kan sige, at vi har vundet begge kampe mod mestrene, uanset hvem det bliver, siger manageren med henvisning til, at Chelsea har hentet seks point i sæsonen mod begge de to guldfavoritter.

Chelsea er to point efter Liverpool med to kampe igen og ét point foran Manchester City, der har spillet en kamp færre.

Målscoren betyder dog, at Chelsea formentlig er nødt til at slutte med flere point end begge de to andre hold for at slutte øverst.

Chelsea har godt nok ligaens bedste defensiv, der kun har lukket 26 mål ind i 36 kampe, men det har knebet lidt med at score i den anden ende.

Målscoren på +43 er derfor ikke nær så god som Liverpools (+50) og Manchester Citys (+56).

/ritzau/