Mourinho mister vild hjemmebanerekord

admin

|

19/04/2014

Dagens topnyheder

Chelsea-manager José Mourinho led sit første nederlag på hjemmebane i Premier League. Efter 77 kampe uden nederlag tabte Chelsea lørdag aften 1-2 til bundholdet Sunderland.

Samuel Eto'o bragte ellers Chelsea foran 1-0 efter 12 minutter, da den camerounske angriber nåede forrest i en duel om bolden efter et hjørnespark.

Chelsea var dog kun i stand til at holde føringen i seks minutter. Så havde Sunderland-angriberen Connor Wickham udlignet til 1-1.

Kort efter ramte Chelsea-backen Branislav Ivanovic overliggeren efter et hjørnespark, og det var kun fordi, at Sunderland-keeper Vito Mannone fik reddet hovedstødet, som blev verfet videre op på træværket.

I slutningen af første halvleg var Chelseas midtbanespiller Ramires i fokus. Først da brasilianeren blev skubbet i ryggen helt fri foran mål og derfor ikke kunne heade bolden i nettet.

Dommeren mente ikke, at forseelsen var til et straffespark, og fløjten forblev også tavs, da Ramires slog en modstander i hovedet.

I den situation var Ramires heldig med ikke at få rødt kort, da han bevidst langede ud efter Sebastian Larsson, som efterfølgende var rasende over episoden.

Indskiftede Fernando Torres forsøgte sig med et saksespark et kvarter før tid, men forsøget gik et godt stykke over mål. Og kort efter headede spanieren lige ind i favnen på Vito Mannone.

Efter 81 minutter fik Sunderland tilkendt et straffespark, som den italienske angriber Fabio Borini udnyttede til at score til slutresultatet 2-1.

/ritzau/