Morten Olsen: Vi skal vinde sådan en kamp

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Morten Olsen er særdeles godt tilfreds med den danske indsats mod Ungarn, men resultatet var ikke i orden.

Torsdagens venskabskamp i Debrecen endte 2-2, selv om landstræneren kunne se sit hold sprudle i stort set hele anden halvleg.

- Vi må ikke brænde så mange chancer, og vi må aldrig nogensinde tabe point i sådan en kamp, fastslår Morten Olsen.

Landstræneren eksperimenterede med spilsystemerne mod Ungarn. I hele anden halvleg forsøgte han sig med to angribere i form af Martin Braithwaite og Morten "Duncan" Rasmussen. Bagved dem lå en firemandsmidtbane.

- Vi har vel syv-otte store chancer efter pausen. Boldbesiddelsen er tæt på 70-30 i vores favør. Vi dominerer totalt, og derfor må det ikke ske, fortæller landstræneren, der håber at se noget af det samme spil på onsdag mod Sverige i Parken.

- Vi skal tage spillet fra anden halvleg med mod Sverige - ikke kun systemmæssigt og boldmæssigt, siger han.

- Første halvleg er meget chancefattig, men efter pausen skifter vi lidt ud og slog over i en 4-4-2-formation, hvor "Duncan" kom ind ved siden af Braithwaite. Det gav noget mere tyngde og opspil.

- Vi fik set, at vi har mange spillere, der kan spille det hurtige spil. Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og Lasse Schöne, siger Morten Olsen.

- Man kan ikke spille meget hurtigere mod et hold, der står så dybt i banen, tilføjer han.

Kampen i Debrecen bød også på en dansk debutant, da Jakob Ahlmann Nielsen fra AaB fik 90 minutter som venstre back. Ahlmann var impliceret i begge Ungarns mål, men landstræneren er tilfreds med det, han så fra den 23-årige AaB'er.

- Jeg ved godt, at han ser uheldig ud ved målene, men lad os hæfte os ved det positive. Vi skulle bare have scoret nogle flere mål, så havde det ikke betydet noget. Han gjorde det fint, og de havde ikke de store chancer.

- Ahlmann er en offensiv back, og det er det, vi gerne vil have, siger landstræneren.

/ritzau/