Morten Olsen: Kjær har været en vigtig figur i Lille

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Simon Kjær har ifølge landstræner Morten Olsen spillet en fremragende sæson for Lille i den franske liga.

Den 25-årige midterforsvarer skiftede for et år siden til Lille efter en svær tid i tyske Wolfsburg.

- Han har spillet fremragende på et hold, der har været succesfuldt og er kommet med i Champions League-kvalifikationen til efteråret.

- Vi har set de fleste af hans kampe, og han har været god på bolden og i duelspillet, som selvfølgelig ligger rigtig godt til ham, siger Morten Olsen.

Kjær har undervejs i sæsonen fået en del anerkendelse og er for nylig blevet udtaget til årets hold i fransk fodbold i medierne.

- Det overrasker os ikke, at han er kommet på årets hold. Han har været en vigtig figur, og når man har været i Frankrig og taler med franske fodboldfolk, så er han én de kender, selv om han ikke har været der i så lang tid.

- Nu har der også været ting fremme om, at klubber fra større ligaer har kig på ham. Han er kommet i landsholdslejren med et smil på, siger Olsen.

Simon Kjær er i øjeblikket samlet med landsholdet i Debrecen forud for en venskabskamp torsdag mod Ungarn. I næste uge kommer Sverige på besøg i Parken.

/ritzau/