Der skulle et mål i overtiden til, før det danske fodboldlandshold lykkedes med at vinde 1-0 over Sverige i onsdagens venskabskamp i Parken.
Landstræner Morten Olsen ville dog gerne have set sit hold score tidligere i kampen, hvor danskerne brændte en del store chancer.
- Modsat kampen mod Ungarn (2-2 i torsdags, red.) er jeg tilfreds, og det er på grund af resultatet. Vi dominerede i store dele af kampen, så det var fortjent.
- Vi havde mange gode muligheder for at score i løbet af kampen, men vi manglede ofte den sidste berøring, siger Morten Olsen.
Det var Martin Braithwaite, som fremtvang det afgørende straffespark, da Toulouse-angriberen blev nedlagt ulovligt i feltet. Daniel Agger scorede sikkert til slutresultatet 1-0.
Braithwaite fik faktisk også bolden i mål kort forinden, men dommeren så det ikke.
- Man kan leve med 0-0, men det giver en anden fornemmelse, når man har vundet, og vi skulle have vundet 2-0, for Braithwaites afslutning var inde over stregen.
- Man bør indføre mål-teknologi, for havde det været en kvalifikationskamp, så havde det været forfærdeligt med sådan en kendelse, siger Morten Olsen.
Debutanten Pierre-Emile Højbjerg spillede en god kamp på den centrale midtbane, og det bemærkede landstræneren.
- Den tillid, vi gav ham, den kvitterede han for. Og han spiller ikke på ungdomslandsholdet mere. Han skal med hos os, pointerer Morten Olsen.
Eneste bekymring i fremtiden er, om Højbjerg får nok spilletid for sin tyske klub Bayern München, som råder over mange store stjerner.
- Det skal han løse sammen med klubben. Nu ser det ud til, at han skal blive i klubben.
- Men Bayern skal spille mange kampe, og mange af holdets spillere vil komme lige fra et VM efter sommerpausen, så jeg tror, at der vil være muligheder for spilletid for ham, vurderer landstræneren.
Den næste store opgave, som venter for Danmark, er Armenien i EM-kvalifikationen. Den kamp spilles den 7. september.
- Det er en anden modstander. Vi ved ikke, hvilke spillere vi har til rådighed til den tid. Men vi har fået testet en masse ting. Og vi har en masse spillere, som kan lide at spille fodbold, lyder det fra Morten Olsen.
/ritzau/