Henrik Møllgaard konstaterer med tilfredshed efter sejren i EM-semifinalen over Kroatien, at taktikken blev fulgt til punkt og prikke, og at det var stærkt medvirkende til den danske triumf.
Planen var at løbe om kap med kroaterne for at trætte dem. Det lykkedes i anden halvleg, hvor Mads Christiansen blandt andet blev sat ind for at få endnu mere tempo i omstillingsspillet.
- At få Mads ind på højrebacken skærpede vores kontrafase, og det sled dem op. Det var den helt store gameplan at gøre det, og det lykkedes vi fint med.
- Selv om både Marko Kopljar og Domagoj Duvnjak blev ved med at lave mål i anden halvleg, så blev det på en helt anden måde, og det blev meget nemmere for Niklas (Landin, red.) at håndtere det derinde, siger Møllgaard.
Han mener også, at det ligefrem var rart for første gang i turneringen at blive tvunget derud, hvor tingene var ved at skride for danskerne.
- Selv om det ikke altid har været lige kønt undervejs i turneringen, så har vi hele tiden haft følelsen af, at vi havde styr på kampene.
- Men her var det dem, der sad på flæsket, og det var fedt at vise, at vi ikke bare har spildt vores tid i de første kampe, hvor vi har ræset hen over de andre modstandere.
- Det har betydet noget for selvtilliden, for vi hang jo bare i, til vi fik styr på det i anden halvleg, siger Møllgaard.
Søndag spiller han sin første EM-finale i karrieren. Han har dog prøvet at stå i en finale ved et internationalt mesterskab før. Det var sidste år i Barcelona, hvor Danmark tabte kampen om VM-guld til Spanien med 16 mål.
/ritzau/