Misset mulighed for 30 år siden ændrede alt: Nu kan JYSK dele glædelig nyhed

Emil Martesen

16 uger siden

|

30/08/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Nu kan JYSK dele en glædelig nyhed.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag den 30. august 2024 fejrer Rami Jensen, President & CEO i JYSK, sin 50-års fødselsdag. I år er det også 30 år siden, han startede som elev i JYSK i Esbjerg.

Rami Jensen voksede op i Esbjerg med sin mor og bror, hvor han også dimitterede fra Esbjerg Handelsskole i 1994. Ligesom mange andre unge mennesker fortæller Rami Jensen, at han ikke havde et klart billede af, hvordan hans karriere skulle se ud.

Ved et tilfælde trådte han ind i detailverdenen i 1994, og i dag er han blot den tredje person i JYSKs 45-årige historie som President & CEO for den globale detailvirksomhed. Som President & CEO har han ansvaret for over 3.400 butikker i 48 lande og flere end 31.000 medarbejdere.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har fået tilsendt.

”Det er et privilegie at stå i spidsen for en af Danmarks mest velkendte globale detailvirksomheder og kunne sikre, at vi forbliver tro mod vores kerneværdier, mens vi fortsætter med at ekspandere og udvikle virksomheden og vores gode tilbud", siger President & CEO for JYSK, Rami Jensen.

En misset mulighed ledte til succesfuld karriere

Rami Jensens plan var ikke umiddelbart at skabe en karriere inden for detail. Men en misset mulighed for et elevjob i en anden virksomhed ledte til et møde med den daværende butikschef i Esbjerg, Bo V. Andersen, der nu er Country Director i JYSK Danmark. Her blev Rami Jensen tilbudt et job som elev, hvilket han accepterede:

”Jeg havde ikke på det tidspunkt nogen idé om, at det øjeblik ville definere min karrierevej på den måde, som det har gjort. Jeg tror på, at hvis du finder noget, som du interesserer dig for og nyder at lave, så bliver du også god til det over tid. Detail har givet mig en fantastisk karriere, og jeg nyder at tage på arbejde hver dag og at skabe resultater sammen, både når det er let, og når vi er udfordrede", siger Rami Jensen.

En karriere i JYSK

Siden Rami Jensen startede som elev i JYSK i Esbjerg i 1994, har han besiddet over 20 forskellige stillinger i JYSK, såsom butikschef, Country Director i Ungarn og Executive Vice President of Business Development.

I 2018 forlod Rami Jensen midlertidigt JYSK for at blive CEO i en anden detailvirksomhed i Lars Larsen Group, ILVA, før han vendte tilbage til JYSK i 2022 som Deputy President & CEO. Her arbejdede han side om side med den tidligere President & CEO i JYSK, Jan Bøgh, der nu er President & CEO i Lars Larsen Group Retail:

”Rami har én af de mest imponerende karrierer i JYSK, og jeg er stolt af hans bedrifter og vores samarbejde gennem årene. Vi har arbejdet sammen i det meste af hans tid i JYSK, og han har altid haft en meget god tilgang til detailforretningen og været åben for nye karrieremuligheder i JYSK. Jeg tror, at han vil få meget succes med at ekspandere og udvikle JYSK i overensstemmelse med vores værdier i de kommende år", siger Jan Bøgh.

Rami Jensen tog over som President & CEO i JYSK i september 2023, og han ser frem til den videre rejse:

”Jeg fylder ganske vist 50 i dag, men jeg er mest stolt af at kunne markere 30 år, siden jeg startede i JYSK. Jeg er sikker på, at vi får mange flere succeser og jubilæer at fejre sammen i JYSK", siger Rami Jensen.

Rami Jensen bor i Silkeborg med sin kone, to teenagere og familiens hund.