Mikkel Hansen ekspederet ud af Champions League

admin

10 år siden

|

26/04/2014

Dagens topnyheder

Paris Handball med Mikkel Hansen på holdet er færdig i Champions League.

Det franske storhold tabte lørdag 26-31 ude til ungarske Veszprem, der med sejre i begge kvartfinaleopgør bookede en plads i Final4.

Mikkel Hansen og holdkammeraterne var reelt aldrig tæt på at true Veszprems samlede avancement, da pariserne havde tabt med to mål på hjemmebane.

De franske gæster fulgte nogenlunde med i de første 30 minutter, men efter pausen trak de ungarske værter fra.

Flensburg-Handewitt og FC Barcelona følger Veszprem til Final4-stævnet, mens THW Kiel er favorit til at gå videre på bekostning af Metalurg Skopje søndag i den sidste af de fire kvartfinaler.

Flensburg tabte godt nok lørdag på udebane med 25-27 til Vardar Skopje, men danskerklubben klemte sig videre på de yderste marginaler på reglen om flest scorede udebanemål. Det første opgør i Nordtyskland var endt 24-22 til Flensburg.

Flest scorede udebanemål sendte også Barcelona videre. Rhein-Neckar Löwen med målmand Niklas Landin røg ud til spanierne, selvom Landin og co. vandt det første opgør i Tyskland med 38-31. Men Barcelona vandt returkampen med 31-24.

/ritzau/