Michael Hansen vil udvikle FC Vestsjællands offensiv

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Efter et år som assistent for Ove Pedersen er Michael Hansen stolt af at kunne kalde sig cheftræner i superligaklubben FC Vestsjælland.

- Jeg er glad og stolt over, at jeg nu får chancen her i klubben. Det har hele tiden været mit mål, at jeg kunne blive cheftræner for en klub med fuldtidsspillere, siger Michael Hansen i en pressemeddelelse.

Gennem det seneste år som assistent har Michael Hansen fundet ud af, at jobbet som cheftræner ligger bedre til ham end rollen som assistent.

- Der er kæmpe stor forskel på de to roller, og jeg har erfaret, at det er rollen som cheftræner, der tænder mig.

- Jeg var ikke det mindste i tvivl, da klubben spurgte mig, siger Michael Hansen.

FC Vestsjælland imponerede i den nyligt afsluttede sæson med at overleve i Superligaen. Klubben endte som nummer ni i rækken med 38 point for 33 kampe.

Primært var det en stærk defensiv, der sikrede overlevelsen i den bedste række. Klubbens nye træner har allerede en klar mission. Nu skal offensiven forbedres.

- Vi har en rigtig dygtig defensiv, så mit mål er, at vi også skal udvikle os offensivt, så vi forhåbentlig kan få nogle offensive profiler til at blomstre, som vi har fået flere defensive spillere til at stå stærkt i billedet, siger Michael Hansen.

Michael Hansen og FC Vestsjælland har lavet en toårig aftale.

/ritzau/