Mette Horn: Derfor har jeg sagt nej til jobtilbud

Aller Media

|

25/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi kender Mette Horn fra Max Pinlig filmene, hvor hun spiller den pinlige mor, der konstant får publikum til at krumme tæer. Men efter premieren på den tredje Max Pinlig film valgte hun at stoppe og. Valgte at kaste sig over sin drøm om sit helt eget projekt. Og selv om det er en drøm, Mette Horn har gået med i mange år, så er det ikke bare sådan lige at gå i gang.

- Det var rigtig, rigtig svært, erkender hun blankt og siger også:

- Jeg troede, at hvis jeg bare satte mig med fingrene på tasterne, kom det hele nok. Jeg mener; jeg har jo for pokker gået med denne her historie i mit hoved i så mange år. Men det skete bare ikke. Jeg skrev, og jeg læste, og jeg skrev. Og det, jeg skrev, var da meget sødt, men det, jeg ville, kom ikke frem og blev ikke løst, siger hun til SØNDAG.

Puk Elgård: Derfor stoppede jeg med at lave tv. Det fortæller hun på søndag.dk

- Jeg kunne ikke sige højt, at jeg ingen steder var kommet.

Det manglende fremskridt hjalp ikke på Mette Horn – nærmere tvært imod. Mette Horn havde nemlig sagt nej til flere jobtilbud.

Hun havde oveni købet vendt tilbage og sagt nej til aftaler, hun allerede havde sagt ja til. Det var ikke lige populært, erfarede hun, og forståeligt nok, for nogle aftaler trak hun sig fra i 11. time. Men hun kunne ikke andet. Nu havde hun besluttet sig for, at det måtte briste eller bære, og så kunne det ikke nytte noget, at hun sagde ja til alle mulige hele og halve jobs.

- Jeg skammede mig over, at jeg havde tilladt mig at tro, at jeg kunne, og så kunne jeg ikke. Jeg kunne have løbet spidsrod hele sidste år imellem de jobs, jeg havde fået tilbudt, men jeg havde flot meldt fra. Og hvad skulle jeg sige, når folk interesseret spurgte til mit projekt? Jeg kunne da ikke sige højt, at jeg ingen steder var kommet, siger hun og tilføjer:

- Selv min altid støttende mor blev bekymret og kunne, ligesom mange andre, ikke forstå, hvad det var, jeg havde gang i: Hvorfor ville jeg kaste mig ud i noget, jeg ikke vidste, om jeg kunne, når det nu gik så godt med det, jeg var god til?!

Var du også vild med DRs tv-serie Arvingerne? På søndag.dk fortæller instruktøren, hvad det var der gjorde at hun endte med at sige ja til at lave Arvingerne

Har brugt penge på at købe tid

Heldigvis har Mette Horn og hendes mands økonomi ikke været afhængig af indtægten fra de job, hun har sagt nej til.

- Det hører med til historien, at jeg var så privilegeret, at jeg havde tjent nogle penge, som jeg havde lagt til side. De penge gav mig altså chancen for, i stedet for at købe alt muligt, at købe noget tid, siger hun.

- Om jeg har været ved at fortryde? Hør her, jeg gik og græd nærmest hele foråret sidste år, netop fordi jeg syntes, det var så skamfuldt og pinligt, alt det, jeg havde sat i gang og måske ikke kunne fuldføre. Jeg fattede ikke, at jeg da for helvede ikke bare kunne sætte mig ned og skrive den historie.

Det skal Mette Horns film hedde

Her hører det også med til historien, at Mette Horn rent faktisk er kommet så langt, at hun har samarbejdet med professionelle manuskriptforfattere, og at hun har en producent, Morten Kaufmann fra Toolbox Film, som meget gerne vil arbejde videre med hendes filmprojekt, som forhåbentlig – indskyder Mette – snart finder en form, der kan leveres videre i systemet.

- Den røde tråd i min historie er: Hvad betyder det for et menneske, hvis man ikke føler, man helt har fået udfyldt det, man havde fortjent her i livet, eller man aldrig rigtig er blevet set og anerkendt og ikke landede på den hylde, man syntes, man hørte til på?  Og hvor meget støjer det ned igennem generationer, ned igennem ægteskaber og børn og opdragelse? Og hvor meget tynger det senere hen aldrig helt at få luft under vingerne?

- Og hvordan bliver det i ens kærlighedsforhold, hvis man har oplevet ægteskaber, der måske heller ikke var helt lykkelige, fordi dem, der stødte sammen, måske aldrig fik det bedste frem i hinanden? Og hvordan ser det ud for de børn, der vokser op med de forældre?

Mette Horn har foreløbig givet historien og filmen titlen ’Støjende menneske’.

Af Britta Bjerre, redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk  Aller Media.