Massakre i Nigeria: 69 dræbt af mænd på motorcykler

admin

10 år siden

|

13/03/2014

Dagens topnyheder

Bevæbnede mænd på motorcykler har dræbt 69 mennesker i en stribe angreb på fire nigerianske landsbyer, siger en lokal politiker i landet til nyhedsbureauet AFP.

- Indtil videre har man fundet 69 lig efter angrebene, der blev udført af en stor gruppe bevæbnede mænd på motorcykler, siger politikeren Abbas Abdullahi Michika fra byen Katsina.

- Blandt ofrene er mænd, kvinder og børn. Redningshold har fortsat travlt med at søge efter flere døde.

Abbas Abdullahi Michika oplyser, at 47 personer blev dræbt i landsbyen Mararrabar Maigora, mens syv er konstateret døde i henholdsvis Kura Mota og Unguwar Rimi.

Yderligere otte er ifølge lokalpolitikeren dræbt i landsbyen Maigora.

Det samlede dødstal opgives til noget lavere af den lokale politichef Hurdi Mohammed, som fortæller, at 30 er dræbt.

Volden i området har stået på siden tirsdag i denne uge.

Det er kvægdrivere fra den overvejende muslimske Fulani-gruppe, som mistænkes for at stå bag angrebene på landsbyerne.

De fleste af gruppens angreb er begået i det religiøst splittede centrale Nigeria, hvor der længe har været rivalisering mellem den muslimske gruppe og kristne bønder fra den etniske tarok-gruppe.

Ifølge politichefen har de seneste angreb ingen forbindelse til den islamistiske gruppe Boko Haram, som har stået bag en stribe blodige angreb i den nordøstlige del af landet.

Boko Haram menes at have dræbt flere end 500 mennesker alene i år.

/ritzau/AFP