Dansk-skabt firma lavede elendig handel: Tabte mere end 45 milliarder kroner på tre år

Mathias Madsen

1 uge siden

|

14/11/2024
Økonomi
Foto: Berk Ozel/Shutterstock
Foto: Berk Ozel/Shutterstock
Én handel kostede et verdenskendt firma et større milliardbeløb.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste af os kender nok følelsen af at have gjort en rigtig dårlig handel. Det kan eksempelvis være, hvis man opdager, at den trøje, som man købte i sidste uge, nu er på tilbud.

En del danskere er desuden begyndt at investere i aktier, og her kan mange nok også nikke genkendende til følelsen af at lave et utroligt dårligt køb, når den aktie, man netop har købt, styrtdykker i værdi.

Du har dog næppe lavet en lige så dårlig handel, som den dansk-skabte take away-gigant Just Eat netop har gjort.

Firmaet, der i dag har hovedsæde i Amsterdam, har nemlig ifølge AP News mistet mere end 45 milliarder kroner på en handel, som mildest talt må siges at være dårlig.

Købte højt, solgte lavt

Når man taler om aktier, taler man ofte om at købe lavt og sælge højt; altså at købe aktierne, når de ikke er meget værd og sælge dem, når de ér meget værd.

Det giver mening, da man på den måde tjener penge, men den lektie har de åbenbart ikke lært hos Just Eat.

Her valgte man nemlig i 2021 at købe den amerikanske take away-app Grubhub for vanvittige $7,3 milliarder (ca. 51,5 milliarder kr.), og her tre år senere har Just Eat så valgt at sælge selvsamme app for $650 millioner (ca. 4,5 milliarder kr); svarende til mindre end 10 procent af den pris, som Just Eat selv gav.

Årsagen til salget og det store økonomiske tab er ifølge Just Eat, at man ikke føler, at Grubhub kan udnytte sit fulde potentiale hos Just Eat.

"Denne handel giver det rigtige hjem til Grubhub og virksomhedens ansatte," har Just Eat-direktør Jitse Groen således udtalt om handlen, som skete med den amerikanske virksomhed Wonder Group, som holder til i New York, USA.

Wonder Group har betalt $150 millioner (ca. 1 milliard kr.) kontant og $500 millioner (ca. 3,5 milliarder kr.) i aktier for at få lov at købe Grubhub, som direktørerne for Wonder Group håber kan være med til at gøre deres kunder mere tilfredse.

Ifølge begge direktører, Marc Lore og Howard Migdal, er håbet således, at købet af Grubhub skal være med til at sikre, at "god mad bliver nemmere tilgængelig" for amerikanerne.

Just Eat blev skabt i den sydjyske by Kolding af blandt andre erhvervsmanden Jesper Buch, og virksomheden er i dag én af verdens største online platforme inden for madbestilling og -levering. Tjenesten er tilgængelig hos mere end 150.000 restauranter i 19 forskellige lande; herunder flere europæiske lande og USA.

Grubhub er en amerikansk app med hovedsæde i Chicago, og den minder meget om Just Eat.

Købet af app'en forventes gennemført i første kvartal af 2025, og den bliver som nævnt solgt til Wonder Group, som er en amerikansk madudbringnings virksomhed. Både Grubhub og Wondergroup opererer kun i USA.