Mand dømt for overgreb på mindreårig steddatter

admin

10 år siden

|

28/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Østre Landsret har idømt en nu 50-årig mand et år og tre måneders fængsel for gennem fire år at have forgrebet sig på sin steddatter.

Overgrebene startede i 1995, da pigen var ni år og endte først i slutningen af 1998, da hun var 13 år gammel.

Manden sejlede som sømand og var væk fra hjemmet i to måneder og derefter hjemme i én måned, hvor han var sammen med steddatteren og sine to biologiske børn. Det var så her, at overgrebene på steddatteren fandt sted.

En enig landsret finder det bevist, at han "gentagne og adskillige gange" i perioden udsatte pigen for anden kønslig omgang end samleje.

Pigens mor opdagede ikke, at hendes mand forgreb sig på datteren. Hendes hjemkommune undersøgte på et tidspunkt forholdene i hjemmet, men fandt ikke sikre tegn på, at pigen blev misbrugt.

I Retten i Næstved blev han idømt halvandet års fængsel, men ankede til landsretten, som altså satte straffen ned med tre måneder.

- Det skyldes, at han i landsretten blev frifundet for et forhold om blufærdighedskrænkelse, der er forældet, siger anklager Lasse Biehl fra statsadvokaten i København.

Sagen begyndte først at rulle, da den nu voksne kvinde i foråret 2012 gik til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mange andre sager ville på det tidspunkt allerede være forældede, men i sager om overgreb på børn gælder særlige regler for forældelse. Her begynder forældelsesfristen først at løbe, når barnet fylder 18 år - uanset hvornår overgrebene har fundet sted.

Anklager Lasse Biehl er glad for landsrettens afgørelse.

- En enig landsret troede på hendes forklaring og idømte ham ubetinget fængsel. Det er jeg godt tilfreds med, siger han til Ritzau.

/ritzau/