Lydgeniet Per Vilhelm Brüel er død - 100 år gammel

admin

9 år siden

|

06/04/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den danske akustiker og opfinder Per Vilhelm Brüel er død, 100 år gammel. Det oplyser familien ifølge fagbladet Ingeniøren.

Per V. Brüel, der fyldte 100 år 6. marts, døde skærtorsdag. Han var en af Danmarks mest visionære opfindere og stod bag nogle af verdens første instrumenter til at måle lyd.

Under Anden Verdenskrig i 1942 oprettede Per V. Brüel elektronikvirksomheden Brüel & Kjær sammen med vennen Viggo Kjær. Næsten 75 år senere er han fortsat internationalt anerkendt for sit arbejde med lyd og vibrationer.

Virksomheden har sit hovedsæde i Nærum nord for København og er verdens største producent af systemer og måleudstyr af vibration.

Per V. Brüel stammede fra Sønderjylland, hvor han voksede op på sine forældres gård i Aabenraa. Han flyttede til København, hvor han uddannede sig til civilingeniør i løbet af 1930'erne.

Efter at have færdiggjort sin uddannelse aftjente Per V. Brüel sin værnepligt i det danske forsvar. Samtidig konstruerede han den frekvensanalysator, der senere blev en af grundstenene i firmaet, som han oprettede sammen med Viggo Kjær.

Per V. Brüel var med til at opfinde nogle af verdens første instrumenter til måling af lyd, og han betragtes den dag i dag som en af verdens førende nytænkere inden for arbejdet med akustik.

Begravelsen finder sted i Holte 10. april, oplyser familien.

/ritzau/