Advarer: Loft over elpriserne kan få varmeregningen til at eksplodere

Mathias Nielsen

117 uger siden

|

19/09/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et loft over elprisen kan i sidste ende gøre varmeregningen dyrere, lyder det nu fra både varmeselskaber og en professor.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen ønsker at sætte et loft over, hvor meget strømmen må stige henover den kommende vinter. Det skyldes at man gerne vil holde hånden over de danske husstande, som i øjeblikket har rigeligt at bruge penge på.

Det samme er tilfældet i EU, hvor man vil sætte et loft over, hvor meget selskaber kan tjene på at producere el. Men hvis det sker, så kan det i værste fald føre til stigende varmepriser. 

 

Sådan lyder advarslen fra både fjernvarmeselskaberne og en professor.

»Priserne vil helt utvivlsomt blive højere,« siger direktør i interesseorganisationen Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Men hvordan kan det mon ske, tænker du nok? Forklaringen er, at mange fjernvarmeselskaber både producerer el og varme.

De er samtidig underlagt et hvile-i-sig-selv-princip, hvor alt overskud kommer tilbage til kunderne i form af lavere priser, og lige nu bliver de ekstra høje indtægter fra elproduktionen brugt til at holde varmepriserne nede.

Sætter man et loft over elprisen, så vil der derfor potentielt være færre penge at holde varmeprisen nede med.

»Som vi læser udspillet, vil det også ramme os. Vi frygter, at det kan få nogle store konsekvenser for vores kunder,« siger adm. direktør i Fjernvarme Fyn Jan Strømvig.

Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, ser EU’s jagt på de overnormale profitter som et logisk skridt i kampen mod de høje priser, men han er samtidig meget bekymret for en model, som snupper indtjening fra selskaber, hvor alle tab og gevinster kommer tilbage til forbrugerne.

»Det vil være det helt forkerte sted at gå efter de overnormale profitter. Fjernvarmeselskaberne fungerer som et integreret energisystem, hvor der både er gynger og karruseller, men der sidder jo ikke nogle kommercielle aktører og trækker pengene ud til sig selv,« siger han til Finans.